Vollsmose Bibliotek valgte her til aften at aflyse Yahya Hassans foredrag på tirsdag på baggrund af en trusselsvurdering fra politiet. Men den beslutning forstår den 18-årige digter slet ikke.

- Det kan godt være, der vil være tilsvininger, trusler og dårlig stemning, men det er derude, jeg er nødt til at få mit budskab ud og forklare, hvad jeg laver. Så de ikke kun hører det fra medierne. Jeg skal fandeme ud i de områder og fortælle folk, hvordan det hænger sammen. Hvad det er, jeg mener med det her, siger han til politiken.dk.

Yahya Hassan blev mandag aften overfaldet på Hovedbanegården i København, og han er nu blevet udstyret med en skudsikker vest. Alligevel er han ikke bange for at møde mennesker, som føler sig provokeret af hans digte.

- Jeg er helt klar. Helt klar! Selvfølgelig er der en risiko. Men den er jeg klar til at tage, siger han til politiken.dk.

Onsdag læste han sine digte op i foredragssalen Pressen i Politikens Hus i København og blev interviewet af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, imens han blev mandsopdækket af politibetjente og PET. Det er bare vigtigere at komme ud i områder som Vollsmose, forklarer Yahya Hassan:

- Hvad skal jeg bruge 300 hvide mennesker til, der står og klapper? Jeg ved sgu da godt, vi er enige. Men hvad med de andre? Det er dem, der skal nås.

Du kan se billeder fra onsdagens arrangement med Yahya Hassan i Pressen i toppen af artiklen.