Halvdelen får for lidt D-vitamin

Fredag d. 16. maj 2008 kl. 22:32 af kris for TV 2 Nyhederne

Solskin

Halvdelen af den danske befolkning har ikke tilstrækkelig med D-vitamin i kroppen. Det viser en ny undersøgelse fra Vejle Sygehus, der på Klinisk Biokemisk Afdeling har gennemgået 9.249 blodprøver fra danskere.

Tidligere var det især indvandrer-kvinder og ældre, der led af D-vitaminmangel, men sådan forholder det sig ikke længere.

På trods af oplysninger, får det ikke Sundhedsstyrelsen til at ændre på sine anbefalinger for den daglige kost. D-vitamin fås især via fisk og sol.

Foreslår at øge anbefalingerne
De nye oplysninger får farmaceut Anne Schmedes og overlæge Henrik Hey, der har stået for undersøgelsen, til at foreslå Sundhedsstyrelsen at øge dens anbefaling om kosttilskud på maksimum ti mikrogram D-vitamin om dagen til 35 mikrogram om dagen.

"Det, vi fandt ud af i undersøgelsen, var, at 40 til 50 pct. af dem, der var i underskud med D-vitamin, i forvejen spiste en vitaminpille. Men kombineret med sol og indtag gennem kosten, var det alligevel ikke nok. Derfor anbefaler vi, at den daglige dosis sættes op," siger overlæge Henrik Hey.

Mangel på sol og fisk
Det lave D-vitaminniveau skyldes bl.a. mangel på sol og fisk. Fra maj til september danner solens stråler D-vitamin i kroppen, men det rækker ikke til et helt års forbrug. Og vi spiser for lidt fede fisk og andre D-vitaminholdige fødevarer. Derfor er en stor del af den danske befolkning i underskud med D-vitamin, der har betydning for knoglernes udvikling og styrke. Men det er ikke den eneste årsag til den store interesse for D-vitamin, fortæller Ege Schultz: "Siden 80erne er der blevet forsket i D-vitaminets cancerforebyggende effekt. Der har været meget fokus på brystkræft, men D-vitamin har sandsynligvis også indflydelse på mange andre former for kræft," siger læge Ege Schultz og nævner sukkersyge og sklerose som to andre sygdomme, D-vitamin sættes i forbindelse med.

Sundhedsstyrelsen vil ikke lave om endnuTrods de nye undersøgelser, tøver Sundhedsstyrelsen med at ændre sine anbefalinger.

"Vi mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt med dokumentation til at ændre på anbefalingerne. Men vi overvejer om andre grupper end dem, vi hidtil har haft fokus på, skal have en større dosis," siger afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, Christine Brot.

Den anbefalede dosis er i dag 7,5 mikrogram D-vitamin om dagen og for særlige grupper 10 mikrogram. En del af problemet er ifølge Christine Brot, at mange ikke engang får den anbefalede dosis. Det skriver Berlingske Tidende.

Print artikelSend til en ven Del på facebook