Michelle Obama - fra fattig til førstedame

Mandag d. 27. okt. 2008 kl. 11:16 af dabu for TV 2 Nyhederne (opd. d. 20/1 2009; 15:09)

Democratic presidential c

44-årige Michelle Obama er vant til at kæmpe, og det har hun haft brug for i sin mands præsidentkampagne. Hun er nemlig en usædvanlig aspirant til førstedameposten, og det skyldes ikke kun hendes hudfarve.

Der er ingen tvivl om, at Michelle Obama er en kontant dame. Ifølge en af mange portrætbøger om Barack Obama, ser hun det som sin fornemste opgave at holde sin mands ego nede i tålelige højder.

Derfor har hun offentligt forsøgt at pille ham ned fra en helgenstatus med udtalelser som, at han har for store ører, at han smider sine beskidte strømper på gulvet og har dårlige ånde om morgenen.

Det er da heller ingen hemmelighed, at Barack skulle kæmpe bravt for at vinde hendes hjerte og bevise, at han var mere end bare endnu en flot sort fyr med en stor kæft og en smøg i mundvigen.

Et brysk image
Der er ingen tvivl om, at Barack Obamas rådgivere indtil flere gange har fået kaffen galt i halsen over Michelle Obamas ligefremhed, men samtidig er de godt klar over hendes styrke.

Hun er ubetinget den, som Barack Obama lytter mest til, også hvad angår politiske emner, og hendes fremtræden er yderst overbevisende - omend hun har skulle kæmpe med det bryske image.

Hendes opvækst i en stor fattig familie i Chicago, hvor faren dagligt kæmpede sig på arbejde trods smerter og et skrøbeligt helbred har sat sine spor. Det samme har mange års knoklen med studier, som bragte hende til Princeton og Harvard. Især det første sted følte hun sig ensom som en af de få sorte i den hvide flok.

Barack Obama med sin kone Michelle efter sejren i South Carolina

Lovende karriere droppet
Samfundsbevidste Michelle Obama fravalgte en lovende karriere som topadvokat til fordel for et job med væsentlig lavere løn og prestige som vicedirektør på et offentligt hospital.

Hensynet til parrets to små piger har også spillet ind - som da hun og børnene valgte at blive i Chicago, mens Barack Obama flyttede sin daglige base til Washington som senator.

Mens Barack Obama er typen, der kan sidde og skrive til langt ud på natten, sætter den sportsglade Michelle en ære i at gå tidligt i seng, så hun hver morgen er at finde på løbebåndet kl. 6.

Michelle Obama har gjort det klart, at hun og Barack Obama ikke er en to-i-en-løsning, sådan som Bill og Hillary Clinton fejlagtigt fik solgt deres makkerskab. Forstået sådan, at hun ikke har tænkt sig at spille rollen som præsidentens højre hånd, men i stedet vil hellige sig mere traditionelle pligter som velgørenhed, kvinder og børns vilkår.

Kilde: Nordjyske Stiftstidende

Print artikelSend til en ven Del på facebook