Børn får at vide at de har høfeber

Fredag d. 31. okt. 2008 kl. 01:46 af cabu for TV 2 Nyhederne (opd. d. 31/10 2008; 01:49)

Astma

Mens høfeberens symptomer er nemme at genkende, så er det til gengæld sværere at finde udløseren. Allergi står nemlig kun i mindre grad bag den irriterende tilstand. Det konkluderer europæiske forskere, der har undersøgt 54.000 børn fra 22 lande.

Hans Bisgaard - en af Danmarks førende forskere på området - er ikke overrasket, skriver metroXpress.

"Man har alt for tit sat lighedstegn mellem høfeber og allergi. Men høfeber kan kun i nogle tilfælde kædes sammen med allergier," siger han.

"Det stemmer helt overens med de ting, vi ser i vores undersøgelser af børn. Faktisk har halvdelen af børnene, som har symptomer på høfeber, slet ikke allergi," siger Hans Bisgaard, der er professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet og leder af Dansk BørneAstma Center til metroXpress.

AAF: Lægen skal lave priktest
Forskerne kigger derfor i nye retninger for at finde forklaringer på høfeberen. Det kan være forældrenes rygning under graviditet, høj fødselsvægt, baby-mad og andre faktorer.

I Astma-Allergi Forbundet mener man, at alt for mange børn har fået medicin mod allergisk høfeber, uden at lægen har lavet en såkaldt prik-test, der kan afsløre, hvad symptomerne skyldes.

"Lægerne synes sikkert, at det er for dyrt og besværligt. Men vi skal vide, om børn med høfeber har allergi eller ej. Hvis de har allergi, så kan man fjerne det, de får allergi over for, og dermed kan de få et lavere medicinforbrug. Hvis de ikke har allergi, så kan man fjerne nogle bekymringer fra forældrene omkring pelsdyr, pollen og husstøvmider. Men det er vigtigt at finde ud af årsagen til høfeberen for at kunne fjerne problemet," siger kommunikationsansvarlig Tinne Vestergaard Nielsen i Astma-Allergi Forbundet til metroXpress.

Praktiserende Lægers Organisation mener, at det er børnene selv, der er bange for prik-testen.

"Vi laver masser af priktest. Men der er nogle tilfælde, hvor vi ikke får lov. Nogle børn vil ikke stikkes. Det er de bange for," siger formand Michael Dupont.

Print artikelSend til en ven Del på facebook