Helle Thorning-Schmidt
Født: 14. december 1966, København
Civilstand: Gift, to børn
Politisk aktiv siden: 1992
Nuværende politiske position: Netop stemt ind i Folketinget med flest stemmer i 10. kreds på Østerbro. Ifølge en ny MEGAFON-måling blandt socialdemokratiske vælgere peger 8 pct. af de adspurgte på Helle Thorning-Schmidt som ny formand. 16 procent af TV 2's brugere tror på det tidligere medlem af Europa-Parlamentet som Lykketofts efterfølger.
Hvad siger Helle Thorning-Schmidt:
"Jeg er ikke kandidat. Jeg er nærmest ikke kommet ind i Folketinget endnu." Til Information den 10. februar.
"Vi skal analysere valgresultatet - og det forrige valgresultat. For der er jo tale om et jordskredsvalg for os - til den negative side. Hvem er det egentlig, vi skal appellere til fremover?" Til samme avis samme dag.
"Den rigtige kandidat skal kunne samle og forstå, at der har været tale om to markante valgnederlag ved de seneste to valg. Kandidaten skal kunne formulere et helt nyt projekt." Til Berlingske Tidende den 10. februar.
"Vi har taget for givet, at de lavtlønnede kvinder, de enlige mødre og mange andre kvinder ville stemme på os. Hvem skulle de ellers stemme på? Det her svarer jo til, at Venstre skulle ud og kæmpe for de selvstændige erhvervsdrivende." Om Socialdemokraternes problem til Berlingske Tidende den 1. februar.
Hvad siger andre om Helle Thorning-Schmidt:
"Helle har sine meningers mod, og hun står ved det, hun har sagt - også når det stormer. Man kan regne med Helle. Det er egenskaber, der er brug for i Folketinget." Poul Nyrup Rasmussen på Socialdemokraternes hjemmeside.
"Jeg synes, at politik har brug for nytænkende mennesker, der også har modet til at tage de besværlige diskussioner og ikke mindst har viljen til at ændre på tingene, hvis de ikke fungerer." Tine Aurvig-Huggenberger, LOs næstformand, samme sted.



