Pave Benedikt udtrykte i går solidaritet med verdens jøder og tog afstand fra fornægtelsen af Holocaust.
Det skete, da han i Rom forsøgte at råde bod på sin kontroversielle beslutning om at rehabilitere en biskop, der fornægter omfanget af nazisternes jødeudryddelse under Anden Verdenskrig.
"Shoah (holocaust) bør være en advarsel til alle mod at glemme, fornægte og simplificere," sagde paven i sin ugentlige tale. Han tilføjede, at han er "fuldt og indiskutabelt solidarisk" med jøderne.
Forholdet mellem jøder og katolikker fik et knæk efter pavens beslutning om at lukke den britisk-fødte biskop Richard Williamson ind i den katolske kirke. Williamson har flere gange fornægtet, at jøder blev udryddet i det omfang, som historikere beskriver.
Biskop: Ingen gaskamre
Til svensk tv sagde Williamson i dag, at "jeg tror ikke, der var nogen gaskamre". Han mener, at det formentlig kun var 300.000 jøder, der forsvandt i den tyske kz-lejre mod de seks millioner, som der findes udførlig dokumentation for.
Paven ophævede en 20 år lang bandlysning af Williamson og tre andre biskopper, der tilhører en ultrakonservativ fløj inden for den katolske kirke.
Roms overrabbiner havde advaret paven om, at det ville åbne "et dybt sår", hvis han rehabiliterede Williamson.
Pave Benedikt tager blandt andet afstand fra fornægtelsen af Holocaust.




