USA's præsident Barack Obama har ifølge kilder i Det Hvide Hus besluttet at udnævne den demokratiske guvernør i Kansas, Kathleen Sebelius, til ny sundhedsminister. Obama vil offentliggøre beslutningen i morgen , skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Præsidenten har bedt Kathleen Sebeli­us om at påtage sig hvervet som sund­hedsminister, og hun har sagt ja," siger en embedsmand i Obamas admini­stration på betingelse af anonymitet. Den kommende minister står over for en stor opgave med at foretage en større reform af USA's sygesikringssystem.

Trak sig efter ballade
Obamas oprindelige valg til posten, demokraten Tom Daschle, trak sig tidligt i februar på grund af kritik af hans skatteforhold.

Sebelius har tidligere været nævnt som en mulig kandidat til en post i Obamas regering, og var også på tale, da han under valgkampen sidste år skulle vælge en vicepræsidentkandidat.

Hun har seks års erfaring som guvernør i Kansas.