Kronprinsparret fik i dag en blid start på USA-rejsen i Chicago, hvortil de ankom forsinket, men sikkert efter bombetruslen mod deres fly. Parret nedtonede virakken ved flyafgangen

"Vi oplevede det som udramatisk," sagde kronprins Frederik. Han ros­te "relevante myndigheder" for at "ta­ge hånd om situationen" i lufthavnen. Kronprinsparret rejser gennem flere amerikanske stater til og med fredag.

"Der er rigtig meget, som jeg glæder mig til på denne tur," sagde kronprin­sesse Mary.

Så ikke hvem den "sjove" mand var
Programmet har fokus på energi og klima samt besøg blandt danske udvandrere.

Kronprinsparret så ikke manden, som fremsatte en bemærkning, der kunne forstås som en bombetrussel mod flyafgang SK 943.

"Det var nok en forkert udtalelse på et forkert sted, vurderede kronprinsesse Mary, da parret besigtigede flere eksempler på markant arkitektur ved Chicago-floden i byens centrum.

Begge var iført præsentabelt, men afslappet tøj til fremvisningen, som to lokale arkitekter stod for. Kronprins Frederik varmede sig ved et halstørklæde af silke på den kølige forårsdag, hvor solstrejf dog slap igennem.

Krykkerne er med i USA
Kronprinsen forsikrede om, at det går godt med foden, som kan skadede ved et kælkeuheld. Han støttede sig til to blå krykker og sukkede i spøg, at han gerne ville låne det køretøj, som en amerikansk politibetjent et stykke borte benyttede. Det var en slags elektrisk løbehjul.

Blandt bygningerne, som kronprinsparret fik fremvist udefra, er Marina City, to højhuscylindre, som rummer parkeringshus nederst og ovenpå lejligheder med altaner. Desuden er der butikker. Byggeriet blev opført i 1960'erne og blev set som banebrydende i forsøget på at genskabe liv i bymidten uden for kontortid. Det medvirkede også til at hindre, at de hvide, når de skulle finde bolig, flygtede ud til forstæderne.

Der er andre bygninger nærheden, der er fra forskellige historiske perioder, og som er med til at give Chicago et præg - Trump Tower, avisen Chicago Tribunes hus og Wrigley-bygningen.

Bagefter kørte kronprinsparret væk i en miljørigtig GMC Yukon Hybrid-firehjulstrækker og havde følgeskab af den danske ambassadør i Washington, Friis Arne Petersen, og dennes hustru, Birgitte Wilhelsen, som er med rundt på USA-turen. Forude ventede en frokost med Chicagos mangeårige borgmester, Richard M. Daley.