Skattetips til din årsopgørelse

Mandag d. 15. mar. 2010 kl. 11:03 af nabr for TV 2 Nyhederne

penge

Danskernes årsopgørelse er klar, men fordi der er mange ting, som danskerne ikke er klar over kan trækkes fra i skat. Derfor ender tusindvis af danskere hvert år med at snyde sig selv. Revisionsfirma giver gode skattetips

Af Natali Braagaard

Årsopgørelsen for 2009 ligger klar i din skattemappe på Skats hjemmeside, og uanset om du skal have penge tilbage eller skylder den danske stat, er det en god idé at tjekke din årsopgørelse.

Hvert år snyder tusindvis af danskere nemlig sig selv, fordi de ikke er klar over, hvad man kan trække fra i skat.

Nyhederne.tv2.dk giver dig her i samarbejde med revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers nogle skattetips.

Bilkø

Husk kørslen til og fra arbejde
Danskere, der har over 24 kilometer på arbejde, kan få fradrag for befordringen. Det lyder banalt, men oplysningerne er - som så mange andre oplysninger på selvangivelsen - ikke nødvendigvis fortrykt, og derfor glemmer mange danskere hvert år at få fradrag for befordringen, siger partner i PricewaterhouseCoopers, Bo Sponholtz.

Et godt tip er desuden ikke at beregne fradraget ud fra fugleflugtslinjen, men ud fra det faktiske antal kørte kilometer. Tjek derfor kilometerantallet, når du holder i din indkørsel og igen, når du holder ved din arbejdsplads.

Hvis du bruger Krak som vejviser, er den korteste vej ikke nødvendigvis den hurtigste - hvis du bruger en anden vej, skal du derfor huske at opgive det korrekte antal kilometer.

Røde Kors-indsamling

Få fradrag for donationer til Børnefonden
Hvis du samlet har indbetalt mere end 500 kroner til velgørenhed til eksempelvis Børnefonden, Amnesty International eller Kræftens Bekæmpelse skal du tjekke, om organisationerne har indberettet beløbene til Skat. Du kan nemlig kun få fradrag, hvis organisationerne har indberettet dine bidrag.

Hvis dine bidrag ikke indgår i din årsopgørelse, skal du rette henvendelse til den organisation, som du har indbetalt bidragene til, fordi du ikke selv kan ændre rubrikken i årsopgørelsen.

Du bør derfor gemme giroindbetalingskort eller andet, der kan bekræfte, at du har indbetalt beløbene. Du kan dog ikke få fradrag for f.eks. de 20 kroner, som du har givet til for eksempel en indsamler fra Kræftens Bekæmpelse.

Husk at trække telefonregningen fra
De færreste danskere er klar over, at man kan modregne f.eks. udgifter til sin private fastnettelefon og børnenes mobiltelefon, hvis man bliver beskattet med 3.000 kroner, fordi man har en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse og/eller en mobiltelefon - men det kan man.

Man kan aldrig modregne mere end op til de 3.000 kroner, ellers ville man ende med at fradrag for mere end det beløb, man bliver beskattet af, men man kan trække så meget fra, at man ender med ikke at blive beskattet af den arbejdsgiverbetalte telefon.

Hvis du samtidig har arbejdsgiverbetalt internet og computer, hvor du har adgang til de samme programmer, som du har på arbejdet, går det ind under betegnelsen hjemmearbejdsplads - og så skal du ikke beskattes med 3.000 kroner. Dette bliver ændret fra næste år.

Hus

Har du lagt dit lån om i 2009?
I forbindelse med omlægning af banklån skal man typisk stille en garanti til banken. Det vil sige, at man betaler en garantiprovision til banken. Provision kan trækkes fra i skat, men beløbet bliver ikke altid indberettet til Skat.

Bidrag til barns dåb og konfirmation
Børne- og hustrubidrag bliver kun indberettet til Skat, hvis ordningen går gennem det offentlige, men rigtig mange fraskilte danskere indgår selv aftaler om børne- og hustrubidrag. Hvis man selv har lavet en aftale, skal man huske at indberette beløbet til Skat.

Fraskilte forældre kan blive pålagt at betale bidrag til et barns dåb og konfirmation. Bidragene kan i visse tilfælde trækkes fra i skat, men det skal man selv sørge for, medmindre ordningen er gået over det offentlige.

Hus

Køb og sælg en lejlighed
Hvis du har købt en lejlighed til dit barn - et såkaldt forældrekøb - kan du trække op til 59 procent af renteudgifterne til et eventuelt lån til købet af lejligheden fra.

Derudover har du mulighed for senere at sælge lejligheden til dit barn til 85 procent af den offentlige ejendomsvurdering.

Det betyder 1) at dit barn kan købe lejligheden billigere end ellers og sælge den skattefrit, og 2) at du undgår at skulle betale skat af forskellen mellem markedsprisen og overdragelsessummen.

Kilde: PricewaterhouseCoopers

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Har du flere skattetips, som du vil dele ud af? Send dem til 1234@tv2.dk

Sidste frist for at indberette ændringer til din årsopgørelse er søndag den 2. maj. medmindre du har udvidet selvangivelse, hvor fristen er torsdag den 1. juli 2010.