Lam på 3 uger fik hoved skåret af

Torsdag d. 14. maj 2009 kl. 07:10 af jely for TV 2 Nyhederne

"Jeg er rystet. Det er forfærdeligt. Noget forbandet svineri. Man kommer hele følelsesregisteret igennem." Fåre­avler Camilla Petersen i Vordingborg er godt vred. Mandag morgen blev hovedet af et af hendes lam nemlig fundet i græsset på den mark, hvor hendes får går, skriver Sjællandske. Hovedet var skåret af, og der lå ikke noget blod på stedet. Kroppen var væk.

"Lammet var kun tre uger gammelt, og det er det, der er så vildt. Den har ikke vejet mere end 3,5 kg. Normalt tager de dem, når de er store," siger Camilla Petersen til avisen.

Hun har kun én gang tidligere har oplevet, at nogen forsøgte at stjæle hendes får. Dengang fik en nabo dog standset tyveriet.

Lammet er formentligt dræbt i perioden mellem fredag 8. maj og mandag 11. maj, da Camilla Petersen sætter fårene af på marken fredag eftermiddag. Politiet efterlyser derfor vidner, som kan have observeret noget mistænkeligt i tidsrummet.

Tilbage står Camilla Petersen og føler afmagt over for sitautionen.

"Jeg kan jo ikke gøre noget. I Danmark er vi ikke vant til at have nogle, som holder øje med dyrene dag og nat. Det gør mig frustreret. Jeg kan jo ikke sidde der dag og nat," siger hun til Sjællandske.

Print artikelSend til en ven Del på facebook