15-05-09: 15:31 | opd. 15-05-09: 17:14 | af: Kristian Hedegaard
10 afviste irakiske asylansøgere har søgt tilflugt i Vor Frue Kirke i protest mod den netop indgåede hjemsendelsesaftale med Irak. aftale, der tvinger dem hjem til Irak, selvom de ikke har lyst. Herfra søger de nu om asyl i Danmark. I onsdags indgik regeringen en aftale med den irakiske regering. Det betyder, at i alt 282 irakere skal sendes hjem - heraf er over 20 børn.
"Vi er forfulgte i Irak, og nu er vi også forfulgte i Danmark. Dette er vores sidste mulighed for beskyttelse," siger de gennem talskvinden Anne Bågø.
Lignende situation i 1992
Irakerne ankom til kirken ved 12-tiden i dag og har tænkt sig at blive her, indtil de får lov til at blive i Danmark.
Mange af asylansøgerne har boet i Danmark i årevis, fordi de har nægtet at rejse hjem frivilligt.
I 1992 opstod der en lignende situation i Blågårds Kirke på Nørrebro i København. Dengang forskansede 460 palæstinensere sig i kirken og nægtede at rejse ud. Det skete, efter at de havde fået afslag på ophold i Danmark.
Et flertal i Folketinget (S, SF og R) sikrede dengang via en særlov, at de godt 400 statsløse palæstinensere kunne få lov at blive i landet.
Vi er forfulgte i Irak, og nu er vi også forfulgte i Danmark. Dette er vores sidste mulighed for beskyttelse
—Anne Bågø, talskvinde for de irakiske asylansøgere
"Alle har ret til at søge tilflugt"
Ifølge talskvinden Anne Bågø, er der ikke sat nogen tidsgrænse for aktionen.
"Lige nu er vi ved at lave mad, skaffe madrasser og alt det, der skal til at leve her indtil der bliver lavet en politisk aftale," siger Anne Bågø.
Hun var også talsperson ved initiativet "Luk Lejren", der sidste år endte med sammenstød mellem demonstranter og politi ved Sandholm-lejren.
"Alle har ret til at søge tilflugt i kirke. Det er ikke noget, man skal have tilladelse til at gøre" siger Anne Bågø til nyhederne.tv2.dk.