Tre tronfølgere på tur i Grønland

Onsdag d. 27. maj 2009 kl. 18:13 af krja for TV 2 Nyhederne

Frederik, Victoria og Haakon i Grønland

De tre skandinaviske tronarvinger kron­prins Frederik, kronprins Haakon og kronprinsesse Victoria ankom i dag til Grønland, hvor de skal undersøge ind­landsisen og lære om klimaændringer.

Kronprins Frederik, som for et par år siden drog tværs over Grønland med hun­deslæde er guide for den royale gruppe på seks-dages-opholdet.

Hverken Victoria eller Haakon har været på Grønland før. Sidste år var trekløveret på Svalbard, hvor de også undersøgte ændringer i isen og lærte om klimaet.

Glæder sig til turen
"Vi ser frem til turen og til at høre, hvad der sker inden for forskningen og de potentielle klimaændringer," sagde kronprins Frederik ved ankomsten til Kangerlussuaq.

Også hans to "kolleger" Victoria og Haakon ser frem til opholdet i Grønland.

"Sidste år undersøgte vi isen på Svalbard, i år vil vi undersøge isen på Grønland. Det er meget spændende, især for os, der ikke har været på Grønland før," sagde kronprins Haakon.

Forskere med på turen
En række internationalt anerkendte forskere vil følge de tre tronarvinger på turen for at få et indblik i, hvordan klimaændringerne har ramt Grønland og dets folk.

De skal blandt andet besøge Københavns Universitets Arctic Research Station. De vil også komme til Ilulissat, Grønlands mest produktive gletsjer, som i løbet af et par år har trukket sig 15 km tilbage som følge af varmere vand i fjorden.

Besøget slutter 1. juni.

Print artikelSend til en ven Del på facebook