Omkring 10 aktivister har her til morgen blokeret indgangen til integrationsministeriet - 10 andre demonstrerer foran ministeriet med bannere, hvorpå der står "Asyl til alle."
Aktivisterne, som står bag initiativet Stop Udvisningerne, protesterer mod, at den første af de omkring 260 afviste irakiske asylansøgere bliver tvangsudsendt torsdag morgen.
Blokaden er nu ophævet af politiet, som måtte anholde en af aktivisterne under morgenens optrin.
Ifølge støttegruppen Kirkeasyl har irakeren netop modtaget et brev fra Udlændingeservice om, at han vil blive hentet af politiet på torsdag, og at der ligger en flybillet klar.
Manden bliver angiveligt sendt til Sulaymaniyah i det nordlige Irak.


