Sent lørdag aften blev en dørmand fra spillestedet Café Rust på Nørrebro i København og en af hans bekendte anholdt. De mistænkes for at stå bag den skudepisode, der kostede en mand livet tidligere på aftenen.
Ifølge kriminalinspektør Peter Forstrøm fra Københavns Politi skal de to mænd afhøres i nattens løb, hvorefter det afgøres om de skal sigtes for drab og fremstilles i grundlovsforhør.
Anholdelsen skete et par timer efter skudepisoden, hvor en mand i 20'erne blev dræbt og en anden såret i benet.
Ifølge Ritzaus Bureaus oplysninger er skudofrene identiske med to hårdt belastede kriminelle mænd med indvandrerbaggrund, som politiet bekræfter er godt kendt fra Nørrebros kriminelle miljø.
Motiv kendes endnu ikke
Skuddene faldt, da de to mænd - muligvis i selskab med andre - forsøgte at trænge dørmanden tilbage.
"Hvad årsagen er ved vi ikke, men der falder et antal skud i gården ved Café Rust", siger Peter Forstrøm. Det står ikke klart, hvem der affyrede skudene fra gerningsvåbnet, som politiet formoder er en pistol.
Kriminalinspektør Peter Forstrøm har ikke tidligere hørt om konfrontationer mellem dørmanden og skudofrene, eller om der skulle være tale om en gengældelsesaktion.
"Jeg tør ikke sige, hvad motivet er, men det ser ud som om at de gerne ville snakke med dørmanden om et eller andet. Om hvad ved jeg ikke," siger Peter Forstrøm.
Tidligere på aftenen mente politiet, at en mørk BMW og fire personer kunne sættes i forbindelse med drabet, men den oplysning kunne ikke bekræftes sent lørdag.
Peter Forstrøm oplyser, at blandt andet billeder fra et overvågningskamera ved spillestedet var med til at pege på dørmanden og hans bekendte som mulige gerningsmænd.
Flere blev anholdt
Kort efter skyderiet opstod der tumulter i området, da venner til den dræbte lod deres frustrationer få frit løb, blandt andet ved at sparke på butiksruder. I den anledning anholdt politiet en række personer.
Senere på aftenen var der igen ro i området omkring Skt. Hans Torv, men politiet opretholdt også efter midnat en meget synlig tilstedeværelse rundt på Nørrebro med adskillige patruljevogne i gaderne.




