Et stort flertal i Københavns Borgerrepræsentation har sagt ja til en blå kuppelmoské i Københavns nordvestkvarter.

Det er Foreningen Ahlul Bait i Danmark, der ønsker at opføre moskéen på Vibevej i København.

Ifølge foreningen vil facaden mod Vibevej blive 13 meter høj.

Moskéens blå kakkelbeklædte kuppel vil blive 24 meter høj, ligesom der opfø­res to minareter hver med en højde på 32 meter.

Foreningen har langt fra alle pengene til at opføre en moske, men den regner med at samle de omkring 50 milioner ind via donationer.

Domkirke, synagoge...
41 medlemmer af Borgherrepræsentationen stemte for, at der nu laves en lokalplan, så et mere end 2000 kvadratmeter stort tidligere maskinværksted kan ombygges til en rigtig moské. Tre stemte imod, mens fem politikere undlod at stemme.

"København har en domkirke, en russisk kirke, en synagoge, og selvfølgelig skal vi også have en ny moské. Jeg håber, det bliver et sted med masser af liv, som inviterer indenfor til besøg og aktivt medvirker til at vise, at København er en mangfoldig by," siger miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam (R).

Bygningen fungerer i dag som islamisk kulturhus. Foreningen Ahlul Bait, der ejer ejendommen, ønsker at opføre et nyt moderne kulturhus med inspiration i moderne moskéarkitektur.

Bygningen skal bl.a. indeholde bederum, amfiteater, konferencerum, overnatningsmuligheder for gæsteimamer og bibliotek.