07-09-09: 18:51 | af: Trine Panum Kjeldsen/sosp
Københavns politi efterforsker netop nu en meget grov voldssag fra det indre København. Natten til søndag den 9. august var tre venner på vej hjem fra byen, da de pludselig blev overfaldet af to mænd, de aldrig har set eller talt med før.
Overfaldet fandt sted udenfor diskotek "Klubben" på Axeltorv 5 i det indre København og overfaldet er meget voldsomt. De tre venner blev slået i hovederne med en flaske og en skovl, som overfaldsmændene sandsynligvis havde fundet ved et vejarbejde lidt længere nede ad gaden.
Umotiveret overfald
Politiet har gransket overvågningsbillederne nøje, og er ikke i tvivl om at overfaldet er fuldstændig umotiveret.
"At det lige går ud over de tre venner er helt tilfældigt. Overfaldsmændene skal bare ramme nogen. Og det vil vi altså ikke finde os i," siger politikommissær Bent B. Sørensen.
Har stadig mén efter volden
De tre venner kan her en måned efter voldsoverfaldet stadig ikke forstå, at det lige var dem, det gik ud over.
"Vi var jo bare på vej hjem efter en glad aften i byen, og vi havde ikke provokeret nogen eller lagt op til ballade," fortæller Troels, der stadig har men efter volden.
"Jeg kan kun åbne min mund nogle få centimeter og mit ene øjenbryn kan jeg ikke bevæge. Så jeg tænker da dagligt over den nat i august, og jeg er sindssygt gal over, at det skulle gå ud over os", slutter han.
Også Troels´ ven, Nicki blev hårdt ramt den nat i august.
"Pludselig mærkede jeg noget hårdt i nakken, og før jeg fik vendt mig om, blev jeg stukket endnu flere gange. Da jeg rørte ved det, fik jeg blod på hænderne," husker Nicki.
Han måtte syes flere steder - i nakken, hovedet, på skulderen og i ryggen. I dag har han det ok igen.
"Men jeg har da fået mig en forskrækkelse," siger han.
Efterlyser gerningsmænd
Politiet beder nu offentligheden henvende sig, hvis de ved, hvem de to efterlyste overfaldsmænd er.
Manden i den stribede t-shirt (ham der slog med flasken) beskrives som:
Dansk
Ca. 20 år
180-190 cm høj
Almindelig/slank af bygning
Lyst kort hår
Den anden gerningsmand (ham der slår med skovlen) er ifølge politiet;
Dansk
Ca. 20 år
175 cm høj
Almindelig af bygning
Lyst kort hår
Alle henvendelser i sagen kan ringes ind til Københavns politi på tlf nr. 33141448