Barn svigtet af kommune i flere år

Torsdag d. 26. nov. 2009 kl. 07:42 af dabu for TV 2 Nyhederne

Flere eksperter retter usædvanlig hård kritik af Næstved kommune for at have svigtet en teenagepige i 10 år. Eksperterne kalder i dag den 16-årige pige for "et kasseret barn" og frygter for hendes liv. Det fortæller TV2 ØST.

Tv-stationen har dokumentation for at kommunen har overhørt flere ekspert-anbefalinger om tvangsfjernelse og andre behandlingsinitiativer:

"Man undersøger ikke godt nok, man er ikke grundig nok, man er ikke profes­sionel," siger speciallæge i børne- og ungepsykiatri, Hanne Børner.

På flugt fra familien
Den 16-årige teenagepige blev kendt i hele landet i sensommeren 2009, da hun var efterlyst af politiet og pårørende i pressen. Hun var stukket af fra Børnepsykiatrisk afdeling på Næstved sygehus og havde kun efterladt en SMS-besked, hvor hun truede med selvmord. 16-årige Pernille Brogaard blev efter otte dages flugt fundet i live på Fyn i starten af august og bragt sammen med sin familie igen.

TV2 ØST har præsenteret Pernille Brogaards socialsag for tre eksperter i socialsager og børnepsykiatri. Udover Hanne Børner, har Marie Sonne, der er næstformand for Socialpædagogerne og den kendte socialrådgiver, Hanne Reintoft, læst alle sagsakter, der går flere år tilbage.

"Hun er et kasseret barn i dag, der kommer til at koste samfundet mange millioner kroner fremover. Der burde være skredet ind for mange år siden," konstaterer Hanne Reintoft under gennemgangen af sagen.

Psykisk skadet pga. svigt
Hanne Børner mener, at Pernille Brogaard i dag er stærkt psykisk skadet, som følge af kommunens svigt:

"Pernille er ved at udvikle en personlighedsforstyrrelse, som kan skade hende alvorligt, hvis hun ikke får hjælp. Hun står til at blive misbrugt og udnyttet af andre mennesker resten af sit liv, og der er risiko for at hendes liv meget vel kan ende med et selvmord," siger speciallægen til TV2 ØST.

Af sagsakterne fremgår det at flere kommunale instanser i gennem 10 år har anbefalet, at Pernille blev tvangsfjernet fra sit hjem eller på anden vis bliver anbragt uden for hjemmet, men anbringelsen udeblev.

Kommunen vil kigge på sagen
Viceborgmester, Søren Dysted, (Soc. dem) tager kritikken fra eksperterne alvorligt, og siger til TV2 ØST, at Næstved Kommune nu vil gå sagen igennem og se, hvordan man i fremtiden kan forhindre lignende sager.

Pernille Brogaard mangler stadig en løsning. Hun stak af fra det opholdssted, hvor hun kom til efter flugten og bor i dag hos sin mor.

I aften klokken 20 viser TV2 ØST et længere journalistisk program om Pernille Brogaard-sagen på den digitale Kanal ØST.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Hun er et kasseret barn i dag, der kommer til at koste samfundet mange millioner kroner fremover. Der burde være skredet ind for mange år siden

Hanne Reintoft, socialrådgiver