Demonstration på vej mod Bella Center
Christianborgs Slotsplads er lige nu fyldt med demonstranter, der klokken 14 vil begynde deres protestgang mod Bella Center for at forsøge at råbe forhandlerne og politikerne indenfor op.
Ifølge arrangørerne har omkring 100.000 demonstranter samlet sig for at deltage i demonstrationen, som på forhånd er varslet som en rolig demonstration for alle aldre.
150 orangeklædte demonstrationsguider skal sørge for, at demonstrationen ikke bliver voldeligt.
Det ventes at tage to timer for demonstranterne at gå de seks kilometer til Bella Center. Her vil de præsentere deres budskaber i form af store sejl med påmalede budskaber.
Demonstranterne behøver ikke at råbe særligt højt for at bringe deres budskab videre til politikerne.
FN's klimachef Yvo De Boer og COP15-præsident Connie Hedegaard går nemlig uden for Bella Center for at mødes med demonstrationen.
Arrangører: Ingen mennesker uden planet
Det er det såkaldte '12. december-initiativ', der arrangerer demonstrationen. Journalist og aktivist Knud Vilby er formand for initiativet.
"Vi vil fortælle politikerne, at det haster og det skal være ambitiøst. Vi skal sætte planeten og mennesker først. Mennesket er ingenting, hvis ikke vi redder planeten. Det er den danske del af en global aktion, der skal gøre opmærksom på, at der er stor stor folkelig opbakning til, at man gør det, som er nødvendigt for at redde klimaet og at man gør det nu," siger Knud Vilby til TV 2.
Over alt i København er trafikken påvirket af demonstrationerne. Mange steder er busserne omlagt, og bilister opfordres til at holde sig helt ude af centrum. Omkring Rådhuspladsen vil der også være mange mennesker, da der senere vil være koncerter på pladsen.
Politiet visiterer demonstranter
Politiet har taget opstilling forskellige steder i byen for at visitere udvalgte varevogne og personer, der er på vej til den store klimademonstration på Christiansborg Slotsplads.
Politiets pressetalsmand Christian Borg bekræfter, at politiets taktik er at standse og tjekke personer og biler, der ser mistænkelige ud.
De to norske pressefolk, journalist Torbjørn Grønning og fotograf Fredrik Naumann, Dagbladet, oplyser til Ritzau, at de har fået konfiskeret gasmasker og hjelme, som de har fået udleveret af deres arbejdsplads til brug ved udførelsen af deres arbejde.
"Det er sindssygt, og det bringer en ekstra risiko ind i vores arbejde," siger Torbjørn Grønning.
Lørdag sidst på formiddagen var seks personer anholdt. To for overtrædelse af våbenloven og en for besiddelse af et gram hash. Resten for overtrædelse af politiloven. De anholdte er alle kørt til klimafængslet på Retortvej i Valby, hvor deres sager bliver undersøgt.
I går blev 75 personer anholdt. De er alle på fri fod igen.
Ni af dem har fået deres sager afgjort, heraf er to briter og en franskmand, der er blevet udvist af Danmark. Den ene brite har begået hærværk, den anden har spyttet på politiet, mens franskmanden har forstyrret ro og orden, oplyser politiet.




