Chavez: Der går et spøgelse gennem København

Onsdag d. 16. dec. 2009 kl. 15:58 af Kristian Hedegaard, kris@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 16/12 2009; 16:18)

Hugo Chavez

Venezuelas præsident, Hugo Chavez, er en karismatisk mand, der forstår at levere sine pointer, så de ikke kan misforstås. I dag var ingen undtagelse.

Fra talerstolen i Bella Center tordnede han mod kapitalisme og imperialisme i en 26 minutter lang improviseret tale, der overskred taletiden med 21 minutter.

"Kapitalismen er en destruktiv model, og vi kan ikke fortsætte ad den vej. Et spøgelse løber gennem Københavns gader. Det er kapitalismens spøgelse, men ingen vil sætte navn på det," sagde Chavez, der bakkede op om de mange demonstranter uden for Bella Center, der vil "change the system - not the climate."

"Mange tak - og nyd jeres frokost"
Chavez talte tydeligvis ikke for døve øre. Når han leverede et stød i mellemgulvet på de rige lande, lød der klapsalver fra mange af de delegerede.

Hugo Chávez peger på, at de syv procent rigeste mennesker på jordkloden er ansvarlige for halvdelen af den samlede CO2-udledning.

"De rige ødelægger planeten. Måske tror de, at de kan rejse videre til en anden, når de har ødelagt denne," sagde han og påpegede, at 40 procent af verdens befolkning lever for under to dollar om dagen og har tilsammen kun fem procent af verdens indkomst, mens over en milliard mennesker mangler adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold.

Og på grund af egoismen i de rige forbrugersamfund er der ingen solidaritet med de fattige, siger Chávez, der sluttede sin tale med ordene:

"Mange tak - nyd jeres frokost"

Venezuela er en af verdens største producenter af olie. En ambitiøs klimaaftale i København vil dermed formindske landets indflydelse på verden.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

De rige ødelægger planeten. Måske tror de, at de kan rejse videre til en anden, når de har ødelagt denne

Hugo Chavez