Ulla Terkelsen har besøgt de danske soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan
Video: TV 2's korrespondent, Ulla Terkelsen, har på juleaftensdag besøgt de danske soldater i Helmand-provinsen
De danske soldater, der er udstationeret i Helmand-provinsen i Afghanistan, har for andet år i træk fået en speciel julehilsen og en julegave fra forsvarsminister Søren Gade (V).
"Man skal have været udsendt for at forstå, hvor meget en julehilsen betyder. Og jeg er meget glad for, at jeg for andet år i træk har mulighed for at ledsage min julehilsen til soldaterne med en lille gave, siger Søren Gade.
Soldaterne har fået en kuglepen med indskrift og et armbånd.
Kuglepennen har indskriften "For Danmark - Julen 2009." Armbåndet er et "From soldier to soldier-armbånd," hvor 100 kroner for hvert solgt armbånd går til foreningen Støtte Til Soldater og Pårørende.
Foreningen yder økonomisk støtte til soldater, der er kommet til skade i tjenesten, og til afdøde soldaters pårørende.
Jeg ved, I savner jeres nærmeste
I sit julebrev til hver enkelt soldat takker ministeren for "den store og vigtige indsats, I netop nu og i årets løb har udført for danske værdier og interesser".
"Jeg ved, at I i år er nødt til at fejre højtiden langt fra Danmarks grænser og på nogen anden vis, end I er vant til. Jeg ved også, at mange af Jer savner Jeres nærmeste ekstra meget netop i denne tid, som for mange er forbundet med minder og traditioner," skriver Søren Gade i sit julebrev til soldaterne.
Også en hilsen fra Løkke og dronningen
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Per Stig Møller (K) og kongehuset sender julehilsner til de danske udsendte soldater.
Danske soldater fejrer også jul i lidt fredeligere områder, bl.a. Kosovo.
Cirka halvdelen af de danske soldater i Afghanistan fejrer julen i den krigshærgede Helmand-provins, mens resten er hjemme hos familien på juleorlov.




