25 økonomer: Uansvarlig regering

Tirsdag d. 29. dec. 2009 kl. 10:01 af /ritzau/ for TV 2 Nyhederne (opd. d. 29/12 2009; 10:03)

Lars Løkke

Regeringen bærer hovedansvaret for, at Danmark blev hårdere ramt af finanskri­sen end mange andre lande. Regeringens lempelige økonomiske politik har gjort ondt værre for dansk økonomi.

Det vurderer 25 af landets førende øko­nomer over for Ritzau og RB-Børsen. Og trods spæde tegn på økonomisk vækst er der lang vej endnu for dansk økonomi. Det mener overvismand Hans Jørgen Whit­ta-Jacobsen. Han er dermed på linje med flertallet af økonomer i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel, der me­ner, at regeringen førte en uansvarlig økonomisk politik i højkonjunkturen.

"Vi er fortsat kun på vej ind i den økonomiske krise, som vi selv har pådraget os. Der har været et meget kraftigt og drastisk fald i bruttonationalproduktet (BNP) på otte procent," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

Regeringen lod stå til
Selvom bunden er nået og BNP ikke falder længere vil krisen fortsætte med at øge antallet af ledige i en rum tid endnu, vurderer overvismanden.

Når krisen blev så dyb, skyldes det, at VK-regeringen lod stå til under den buldrende højkonjunktur.

"Den medløbende finanspolitik fra 2005 og frem til 2007 stimulerede den økonomiske vækst, så derfor har man selv bedt om problemerne. Den pressede efterspørgslen i samfundet op på et uholdbart niveau," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Boligboble blev pustet op
Han påpeger, at fastfrysningen af boligskatten i kroner og ører har været med til at puste boligboblen op. Netop den udvikling har både vismændene og Nationalbanken forgæves advaret politikerne om flere gange i perioden 2005-2007.

"Vi kan kun takke os selv for, at krisen i Danmark blev langt mere dyb end i andre lande," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook