Tjetjenerne har gennem de seneste 500 år kæmpet for selvstændighed fra forskellige magthavere. Kampen fortsætter stadig i den russiske provins der er et vigtigt transportområde for olie og gasledninger.
Den russiske provins Tjetjenien har været under noget nær konstant besættelse siden 1400-tallet. Først sad det tyrkiske kejserrige på magten i området, og siden gled det ind únder russisk herredømme.
De første kampe mellem tjetjenske stammer og russerne begyndte i 1722, og i slutningen af 1700-tallet voksede en oprørsbevægelse med et selvstændigt Tjetjenien som mål frem.
Kaldt tyskervenlige af Stalin
Kampene mod de russiske fortsatte, og i forbindelse med den russiske revolution i 1917 var landet selvstændigt i næsten fem år.
I 1922 blev Tjetjenien indlemmet i Sovjetunionen, og der forekom kampe med sovjetiske soldater med jævne mellemrum frem til 2. Verdenskrig, hvor tjetjenerne gjorde oprør.
Ifølge Stalin samarbejdede tjetjenerne med nazisterne, men tyske tropper nåede aldrig frem til området. Stalin deporterede imidlertid en stor del af den tjetjenske befolkning til Kazakhstan som straf for oprøret.
Fred efter Stalin
Efter Stalins død i 1953 fik tjetjenerne lov til at vende tilbage til deres hjemland, og levede forholds fredeligt ind til Sovjetunionen begyndte at gå i opløsning sidst i 1980'erne og først i 1990'erne.
Den tjetjenske selvstændighedsbevægelse oprettede i 1990 "Den Tjetjenske Nationalkongres" i håb om at kunne løsrive Tjetjenien fra Rusland.
Ruslands leder Boris Jeltsin gik imidlertid skarpt imod de tjetjenske uafhængighedsplaner.
Jeltsin ville holde på Tjetjenien
Jeltsin ville ikke tillade Tjetjensk uafhængighed fordi området ikke havde udgjort en selvstændig enhed under Sovjetunionen, hvilket f.eks. de baltiske lande havde.
Samtidig var der frygt for, at tjetjensk uafhængighed ville få en lang række af de etniske minoriteter i Rusland til også at ønske uafhængighed, hvilket kunne få Rusland til at falde fra hinanden som Sovejtunionen netop havde gjort det.
En tredje og vigtig grund var også, at Tjetjenien var et nøglepunkt i den russiske olieinfrastruktur, og at et selvstændigt Tjetjenien i sidste ende kunne blive dyrt for Rusland.
Russere deporteret
I 1991 erklærede den tjetjenske uafhængighedsbevægelses leder Dsjokhar Dudajev Tjetjeniens uafhængighed, og samme år blev han valgt til præsident.
Trods protester fra Rusland og manglende anerkendelse fra udlandet fik Tjetjenien dermed i praksis sin selvstændighed.
Dudajev førte en stærkt anti-russisk politik og tvang ifølge russiske kilder op mod 300.000 mennesker fra etniske minoriteter ud af landet fra 1991 til 1994.
Ultimatum fra Rusland
I 1993 forsøgte Tjetjniens parlament at gennemføre regionale mistillids-afstemininger mod Dudajev, hvilket fik ham til at opløse parlamentet og selv tage magten.
Det resulterede væbnede kampe mellem Dudajev-tro styrker og russisk støttede militser.
I november 1994 udstedte Ruslands præsident Boris Jeltsin et ultimatum til Dudajev om, at hans styrker skulle nedlægge våbnene.
Det skete ikke, og i december rullede russiske kampvogne ind i Tjetjenien.
Militær fiasko for Rusland
Boris Jeltsin havde inden de russiske tropper mødte tjetjenerne for første gang givet udtryk for, at krigen ville blive kort.
Da de relativt uforberedte russiske tropper rykkede ind i Tjetjeniens hovedstad Grosnij blev de imidlertid mødt af massiv modstand og led store tab.
I februar 1995 fik de russiske tropper kontrol med Grosnij efter hårde kampe og store tab blandt både civile og soldater.
Oprørere bag terrorangreb
De tjetjenske oprørere blev trængt tilbage til nogle øde bjergområder, og begyndte nu en række terrorangreb mod russiske mål.
Blandt andet blev 1.600 mennsker på et felthospital taget som gidsler, hvoraf 129 blev dræbt da russiske soldater stormede hospitalet.
Efter negativ omtale af krigen i russisk og international presse begyndte de russiske myndigheder i 1996 at forhandle med oprørerne og trække tropper ud, men kampene fortsatte med ujævne mellemrum.
Fredsaftale efter tjetjensk sejr
I april 1996 blev oprørslederen Dudajev dræbt i et russisk luftangreb, men Jeltsin vælger alligevel at indgå en fredsaftale med tjetjenerne, da krigen presser ham på hjemmefronten.
Ved et valg i forbindelse med fredsaftalen blev Aslan Mashkadov ny præsident i landet.
Fredsaftalen medførte imidlertid ikke fred, da der stadig jævnligt var kampe mellem russiske grænsevagter og tjetjenske oprørere, der efterhånden bevægede sig ind i naborepublikken Dagestan.
Den tiltagende uro i Dagestan, samt en række bombeangreb mod boligblokke i Moskva, som de tjetjenske oprørere uden håndfaste beviser fik skylden for, fik i 1999 Ruslands ny præsident Vladimir Putin til at invadere Tjetjenien igen - med større held end Jeltsin i 1994.
Tog gidsler på teater
De tjetjenske oprørere svarede igen med terrorangreb mod tog og busser, samt gidseltagninger.
Blandt andet besatte tjetjenske oprørere et teater i Moskva og tog 700 gidsler i 2002 - en aktion som endte med 129 gidsler død.
I marts 2003 vedtog Rusland ny grundlov for Tjetjenien, som gav området mere selvstyre, men som en del af Rusland.
På dette tidspunkt ledes det officielle Tjetjenien af den russisk støttede præsident Akhmad Kadyrov, der dog bliver myrdet i maj 2004.
Kampene mod Rusland fortsatte, og i sensommeren 2004 besatte tjetjenske oprørere en skole med 1.200 børn i byen Beslan i naborepublikken Nordossetien.
Gidseldramaet endte med over 300 dræbte gidsler.
Oprørsledere dræbt
Den muslimske oprørsleder Shamil Basajev stod angiveligt bag en stor del af terrorangrebene. Han betegnede dem som hævn for russiske soldaters drab på civile tjetjenere.
Mens Basajev forsøgte at løse konflikten med våben forsøgte tidligere præsident Aslan Maskhadov at opnå fred ved forhandling.
Selv om Maskhadov fordømte gidsetragedien i Beslan blev han også beskyldt for terror af russerne, og i marts 2005 blev han dræbt under et russisk angreb.
Lidt over et år efter Maskhadovs død omkom Basajev. Det skete den 10. juli 2006, da en lastbil i nærheden af ham eksploderede. Ifølge russiske kilder blev han dræbt af russiske specialstyrker - ifølge tjetjenske kilder var det en ulykke.
Dette har efterladt russerne uden forhandlingsmuligheder i Tjetjenien, hvor kampene mod oprørerne fortsætter under ledelse af den russiskstøttede præsident Alu Alkhanov og hans premierminister Ramzan Kadyrov.
Efter Maskhadov og Basajev er blevet sat ud af spillet, er Doku Umarov blevet leder af de tjetjenske oprørere.
Han har været aktiv i modstandskampen siden midt i 1990'erne, og da han blev leder meddelte han, at han vil øge antallet af angreb mod russisk militær og politi og undgå civie tab.
Tjetjenien
Status: Republik i den russiske føderation
Befolkningstal: Ca. 1 mio.
Hovedstad: Grosnij
Sprog: Tjetjensk, russisk
Religioner: Islam og kristendom
