Birgitte fik isklump gennem forruden

Tirsdag d. 14. dec. 2010 kl. 10:41 af Jeppe Lykke Hansen, jely@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Is fra lastbil smadrede forrude ind i ansigtet på Birgitte Kjær Kristensen

Lastbilchaufførerne bør tjekke, om der ligger is på taget af deres biler, inden de bevæger sig ud på vejene. Det siger Birgitte Kjær Kristensen, der i går fik et stort stykke is på forruden af sin bil på strækningen mellem Viborg og Århus.

"Isklumpen var så stor, at hele min fronthjelm, forrude og den første del af taget er fuldstændig smadret. Jeg blev ramt i ansigtet af flyvende glasskår, og min læbe er revnet næsten op til næsen. Hvis klumpen havde ramt en knallert, var personen død på stedet," fortæller hun til TV 2.

Hun kørte ind til siden og opdagede, at hun havde blod ud over det hele, hvorefter hun tændte katastrofeblinket.

"Det hele sker på et splitsekund, og min reaktion var 'hold da op', Jeg tror, jeg var lidt forstenet," siger hun til TV 2 NEWS.

Isklumpen faldt af en modkørende lastbil, og hun tror, at det var et vakuum mellem den lastbil, hun lå bagved, og den modkørende, der trak isen løs.

"Det er meget ubetænksomt, at lastbilchaufførerne ikke gør noget ved det," mener Birgitte Kjær Kristensen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook