Succesforfatter får 'De Gyldne Laurbær'

Torsdag d. 27. jan. 2011 kl. 13:31 af Trine Fisker, trfi@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Jussi Adler Olsen modtager de Gyldne Laurbær

Jussi Adler-Olsens forfatterskab:

Journal 64 (Fjerde bind i serien om Afdeling Q)

Flaskepost fra P (Tredje bind i serien om Afdeling Q)

Fasandræberne (Andet bind i serien om Afdeling Q)

Kvinden i buret (Første bind i serien om Afdeling Q)

Washington dekretet

Og hun takkede guderne

Alfabethuset

Ud over en laurbærkrans og en stor gallafest, så følger der en stor portion hæder med den prestigefyldte boghandlerpris 'De Gyldne Laurbær.

Og den hæder går i år til krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen, der har fastholdt tusindvis af danskere i timevis med historier fra afdeling Q på Københavns Politigård, hvor der efterforskes henlagte sager, der aldrig er blevet opklaret.

Og det var en overrasket vinder, der fik overrakt prisen i dag foran restauranten Nimb i København.

"Det er jo fantastisk det her. Men jeg vil nok undre mig lidt, når jeg ser ned over listen," var Jussi Adler-Olsens umiddelbare reaktion.

Og han forklarer sin succes således:

"Jeg kan fortrylle en lille smule og holde folk vågne om natte," siger han, og garanterer at der kommer en nummer fire i serien om Afdeling Q.

"Og sjette og syvende - om guderne vil," siger han.

Boghandlerprisen 'De Gyldne Laurbær' er blevet uddelt siden 1949, hvor Martin A. Hansen som den første modtog prisen.

De sidste ti år har følgende forfattere modtaget hædersprisen:

2010, Ida Jessen for romanen 'Børnene'

2009, Hanne Vibeke Holst for romanen 'Dronningeofret'

2008, Jens Smærup Sørensen for romanen 'Mærkedage'

2007, Knud Romer for romanen 'Den som blinker er bange for døden'

2006 Morten Ramsland for romanen 'Hundehoved'

2005, Christian Jungersen for romanen 'Undtagelsen'

2004, Jette A. Kaarsbøl for romanen 'Den lukkede bog'

2003, Jakob Ejersbo for romanen 'Nordkraft'

2002, Hans Edvard Nørregård-Nielsen for romanen 'Riber Ret'

2001, Anne Marie Løn for romanen 'Kærlighedens rum'

2000, Svend Aage Madsen for romanen 'Genspejlet'

Og forlagschef og medlem af bestyrelsen bag bogprisen Anders Mejlbjerg er ikke overrasket over boghandlernes valg.

"Når man ser på de sidste to år, så har han ligget rigtig godt. Det har bestemt ligget i kortene, så det overrasker os ikke," siger han til tv2.dk.

Og i december måned kunne Jussi Adler-Olsens popularitet ses direkte på Bog og Ides bestsellerliste, hvor hans bøger indtog de første fem pladser og niende pladsen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook