Birkelund Pleje- og Ældrecenter i Kollund er blevet certificeret som Danmarks første "The Eden Alternative"-plejehjem.
Organisationen "The Eden Alternative" har som erklæret mål at ændre opfattelsen af det at blive gammel, så man livet igennem bliver ved med at opleve sig ligeværdig, anerkendt og bidragende i samfundet.
Filosofien er skabt i New York og har afsæt i et antropologisk og økologisk livsperspektiv.
"The Eden Alternative" handler om at ændre den traditionelle plejehjemskultur og gøre livet værd at leve for alle uanset alder, bolig og handicap.
Erfaringerne viser, at "The Eden Alternative" har givet langt større tilfredshed med hverdagen hos både de ældre og personalet, og samtidig er medicinforbruget faldet drastisk.
The Eden Alternativ kan beskrives i ti principper:
1. De tre plager: ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed udgør langt den største del af de ældres lidelser.
2. Et samfund, som tager udgangspunkt i de ældres behov, forpligter sig til at skabe områder, hvor livet udvikler sig i tæt kontakt med planter, dyr og børn. Disse relationer skaber vejen til et liv, der er hver at leve.
3. Kærligt samvær er modstykket til ensomhed. Ældre fortjener at have let adgang til menneskers og dyrs selskab.
4. Et samfund med fokus på de ældres behov skaber muligheder for at de ældre både kan give og modtage omsorg.
Dette er modstykket til hjælpeløshed.
5. Et samfund med fokus på de ældres behov inspirerer dagligt til afveksling og spontaneitet ved at skabe et miljø, hvor uventede og uforudsete muligheder for samvær og begivenheder kan finde sted. Dette er modstykket til kedsomhed.
6. Meningsløse aktiviteter nedbryder sjælen. Muligheden for at gøre ting, som vi finder mening i, er essentielt for menneskers helbred.
7. Medicinsk behandling må aldrig ske på bekostning af ægte menneskelig omsorg.
8. Et samfund med fokus på de ældres behov respekterer sine ældre ved at nedbryde topstyret, bureaukratisk autoritet. I stedet tilstræbes det, at placere mest mulig beslutningskompetence hos de ældre - eller hvis dette ikke er muligt - hos de personer, der er tættest på de ældre.
9. At skabe et ældrevenligt samfund er en proces, der aldrig stopper. Menneskets vækst må aldrig adskilles fra dets liv.
10. Dygtigt lederskab er hjerteblodet i enhver kamp mod de tre plager. Og intet andet kan erstatte dygtig ledelse.
Disse kommuner har plejehjem, der arbejder med "The Eden Alternatives" principper:
Aabenraa +
Tønder +
Assens +
Herlev +
Odder+
Vejle
Middelfart
Nordfyn
+ betyder, at alle plejehjem i kommunen arbejder efter princippet.
Eden Danmark anslår, at i alt mellem 45 og 50 plejehjem arbejder efter Edens principper.
Kun ét plejehjem er dog certificeret - nemlig Birkelund.




