Omkring 50 danske plejehjem er lige nu i gang med at ændre radikalt på hverdagen for beboere og medarbejdere. De har indført plejefilosofien "The Eden Alternative".

Det handler om en helt ny måde at tænke på - i stedet for fælles spisetider og sengetider, må den enkelte beboer leve helt som han eller hun selv har lyst til.

I otte kommuner er enten alle kommunens plejehjem eller flere af dem i gang med at indføre det nye tankesæt.

Et tankesæt som tidligere socialminister - 82-årige professor Bent Rold Andersen - siger sådan her om:

"Nu kommer menneskeligheden tilbage, og hvis politikerne forstår at lytte til det her, så vil det gå hurtigt."

Ældre nyder de frie rammer
I Kollund har plejehjemmet Birkelund, som Danmarks første, fået certifikat på, at det har indrettet hverdagen efter de gamles ønsker med "The Eden Alternative".

Her er sengetiderne afskaffet og det passer beboer Bruno Kristensen godt, for han kan godt lide at se film til langt ud på natten.

Regler og skemaer er ligeledes afskaffet på Birkelund.

"Man tager dagen stille og roligt, hvor man før kiggede på klokken. Det gør vi ikke nu. Ingen kigger på klokken," siger Birthe Priske, der er souschef på Birkelund.

Poul Madsen har før været på et andet plejehjem. Med få ord beskriver han forskellen:

"De behandler os, som om vi er mennesker."

Det er fem år siden, ledelsen på plejehjemmet besluttede sig for at gøre noget andet.