280 mennesker dør hvert år af kræft enten i et modermærke eller af almindelig hudkræft. Og tallet er stærkt stigende.

På 20 år er antallet af hudkræfttilfælde fordoblet, og sygdommen rammer nu op mod 10.000 danskere hvert år.

"Vi har et massivt problem. Rigtigt mange får kræft i huden nu. Selv om mange kan behandles for det, mister vi unødig mange liv, siger Anja Philip, som leder en solkampagne, organisatio­nen kører i samarbejde med TrygFonden.

Hovedårsagen er, at danskerne opholder sig mere i solen uden at være tilstrækkeligt beskyttet mod dens skadelige UV-stråling. Også solferier og brugen af solarier medvirker til stigningen.

Det er en af konklusionerne efter den første internationale konference om forebyggelse af UV-stråling og hudkræft, som netop er afholdt i København.

Selv om danskerne smører sig selv og deres børn ind i solcreme som aldrig før, så får de samlet set alt for meget af solens skadelige ultraviolette lys - UV-strålerne.

Især de voksne. Meget af strålingen skyldes, at man glemmer at søge skygge, klæde sig bedre på og bruge solcreme, når solens stråler er værst.

Cirka 80 procent af de værste forbrændinger af hudens celler får danskerne typisk i de varmeste og mest solrige 14 dage i sommerhalvåret, hvor mange går let påklædt.

- Er man ude mere end et kvarter midt på dagen om sommeren, er beskyttelse nødvendig, påpeger Anja Philip.

De solhungrende danskere får også en stor dosis forbrændinger og skadelig sol, når de tager på ferie i syden. Her er UV-strålingen ofte meget kraftig, siger professor og hudlæge ved Bispebjerg Hospital Hans Christian Wulf.

- Tager man en uge sydpå om vinteren og to uger om sommeren, svarer solmængden, man udsættes for, henholdsvis til 15 og 25 procent af den samlede dosis på et år. Det har betydning, siger han.

/ritzau/