Boligfradrag: Dét kan du trække fra

Lørdag d. 18. jun. 2011 kl. 18:54 af Natali Braagaard, Kristian Jakobsen for TV 2 Nyhederne

Rengøring

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har indgået en aftale om et nyt vækstinitiativ - en såkaldt "Bolig Job Ordning."

Ordningen skal gøre det muligt for danskere at trække hjælp i hjemmet - som f.eks. rengøringshjælp - fra i skat.

Samtidig åbner forslaget op for at løn til håndværkere i forbindelse med istandsættelse af boligen også skal kunne trækkes fra i skat. Der er tale om en forsøgsordning, der gælder fra 1. juni 2011 til 2013.

Her er hovedpunkterne i "Bolig Job Ordningen."

  • Der er tale om en forsøgsordning med skattefradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet - både ude og inde
  • Skattefradraget udformes som et ligningsmæssigt fradrag
  • Skattefradraget svarer til et tilskud på cirka en tredjedel af lønudgiften i en gennemsnitskommune
  • Gælder for personer fyldt 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person
  • Gælder fra 1. juni 2011 til og med 2013
  • Ordningen får en enkel administrativ løsning, som ikke er mere besværlig end internethandel

Ifølge regeringen er ordningen fuldt finansieret gennem omprioriteringer.

Gode resultater i Sverige
Formålet med ordningen er blandt andet at komme sort arbejde til livs og skabe beskæftigelse.

"Hvis man i dag giver håndværkeren 100 kroner sort, så kan man fremover betale 170 kroner hvidt, og begge parter vil stadig få det samme ud af det," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

I Sverige, hvor man har lignende ordning, har man gode resultater med blandt andet at få flere indvandrere i job.

Initiativet er et element i den vækstpakke, som regeringen har bebudet.

Det er anden gang på godt to år, at regeringen vil sparke liv i økonomien ved at bruge penge på at støtte håndværksfagene - i 2009 lancerede regeringen renoveringspuljen.

Kilde: Finansministeriet

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Regeringen vil give danskerne et skattefradrag, hvis de hyrer håndværkere eller rengøringshjælp til at sætte deres hjem i stand.


Der eksisterer allerede en hjemmeserviceordning, men den gælder kun for ældre over 65 år og førtidspensionister - og er et direkte kontant tilskud.


Ordningen fungerer på den måde, at borgere kan få tilskud fra det offentlige, hvis de vælger et firma, som er godkendt af kommunen. Den nuværende ordning gælder kun for almindelig rengøring som støvsugning og opvask, mens vinduespudsning og udvendig vedligeholdelse ikke er med.


Det offentlige giver i hjemmeserviceordningen et tilskud på 30 procent af den timepris, som borgeren skal betale for rengøringen med et loft på 6000 kroner per kvartal.