I dag indvies Olafur Eliassons kunstværk 'Your Rainbow Panorama' på toppen af kunstmuseet Aros i Aarhus.
'Your Rainbow Panorama' måler 52 meter i diameter og kan ses fra store dele af byen. Museets gæster kan få adgang til toppen via elevator og trapper.
Regnbuen vil være synlig fra lang afstand, og om natten vil den være oplyst indefra.
Pedellen ved Aarhus Hovedbibliotek, der ikke ligger langt fra Aros, har haft mulighed for at følge med i udviklingen af kunstværket.
"Det er da spændende, men "soklen", som den er sat på, kunne være pænere. Det er jo Aros, som jeg personligt ikke synes er særlig pæn. I starten troede jeg faktisk, at det var nogle arkitektstuderende, der havde været i gang med noget cellofan," siger pedellen til TV 2.
"Men det ser da rigtig flot ud - det er da et rigtig spændende projekt," fortsætter han.
Ganske enkelt fantastisk
Aarhus-borgmester, Nicolai Wammen, har som en af de eneste allerede haft mulighed for at gå rundt inde i Olafur Eliassons regnbue.
"Det er ganske enkelt et en fantastisk oplevelse. Man har syn ud over hele Aarhus, ud over Aarhus-bugten og ud over skovene. Det er et kunstværk, som man kan iagttage udefra, men det er også et kunstværk, som man selv kan være en del af, når man går rundt i det," siger Nicolai Wammen.
Byggeriet af kunstprojektet blev indledt i 2009, og det har kostet 60 millioner kroner.
I morgen åbner kunstværket for gæster.
Hvad synes du om Olafur Eliassons kunstværk 'Your Rainbow Panorama'? Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor.





