Den farlige tarmbakterie VTEC, der lige nu hærger i Nordtyskland og Danmark, har først og fremmest ramt kvinder. I Tyskland er syv ud af 10 smittede kvinder.

Den aggressive bakterie er fundet på spanske agurker - og generelt er grøntsager i søgelyset for at være skyld i udbruddet.

Det er netop årsagen til, at det først og fremmest er kvinder, der er blevet syge, siger Lars Østergaard, professor ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

"Kvinder er simpelthen mere udsat for at få bakterien, fordi de generelt lever mere sundt end mænd," siger han.

Findes normalt i ubehandlet kød
Normalt er det først og fremmest mænd og børn, der er udsat for smitte med den farlige tarmbakterie.

"Det skyldes, at bakterien normalt er i kød, der ikke er behandlet. Og flere mænd end kvinder lægger vejen forbi pølsevognen på vej fra arbejde," siger han.

Symptomerne på en VTEC-infektion går fra kortvarig, ublodig diaré - over svær blodig diaré med voldsomme mavesmerter - til alvorlige komplikationer med nyresvigt og dødsfald.

I Danmark er fem af de 11 smittede ramt af den alvorlige variant, der angriber nyrerne, og som kaldes HUS (hæmolytisk uræmisk syndrom).