Klokken 15.00 trykkes der på affyringsknappen til den danske rumraket Tycho Brahe, der efter planen skal sendes 15 kilometer op i luften.

Du kan følge raketopsendelsen LIVE her på siden, der løbende opdateres med seneste nyt fra affyringsplatformen i havet 35 kilometer øst for Bornholm.

HUSK AT TRYKKE F5 FOR AT FÅ DET NYESTE MED

16.38: Peter Madsen og Kristian von Bengtsen er tilfredse med dagens opsending af deres raket.

"Glæden er bare så enorm," siger Peter Madsen.

16.37: Nu skal udstyret, som er faldet til havs bjærges.

16:32: Raketten er nu af sted.

16.31: Raketten er stadig klar til opsendelse.

16.29: Der er opstået en teknisk fejl. Raketten vil blive forsøgt sendt af sted igen.

16.27: Der er sendt besked til raketten om, at den skal affyres.

16.24: Nedtælling til affyring er begyndt. Raketten forventes affyret om 10 minutter.

16.16: Målet for de danske raketbyggere er at få raketten op i 15 til 16 kilometers højde, men blot raketten løfter sig, vil de være tilfredse. Sidste år forsøgte gruppen ligeledes at sende en raket af sted. Men det mislykkedes på grund af tekniske problemer. En føntørrer, som skulle holde en ventil til det flydende brændstof frostfri, fungerede ikke, og derfor blev den aldrig skudt af sted.

16.15: Den sidste fiskekutter er nu blevet sendt ud fra affyringsområdet.

16.11: En båd med de mennesker, der har været ude på affyringsrampen er netop kommet tilbage til kontrolskibet.

16.05: En hybridraket kan ikke springe i luften, fortæller astrofysiker Michael Linden-Vørnle.

16.03: Raketten vil kun kunne ses fra Bornholm. Raketten er ni meter lang.

15.56: Der er lukket af for fly- og sejltrafik i området, hvor raketten skal fyres af. Området er lånt af militæret.

15.52: TV 2 befinder sig på kontrolskibet, hvor opsendelsen bliver styret fra.

15.52: Raketbyggerne er ved at udføre de sidste tests på raketten.

15:49: Raketten ventes sendt i luften klokken 16.30

15:20: Tv2.dk oplever desværre tekniske problemer. Vi arbejder på højtryk for at løse dem.

15.18 Raketten befinder sig cirka 30 kilometer fra Nexø havn. TV 2 følger begivenheden tre kilometer fra opsendelsesstedet.

15.17: Raketbyggerne er nu færdige med at fylde brændstof på raketten. De forlader nu affyringsrampen.

15:16: Raketten opsendes tidligst klokken 15.45.

15.13: Der arbejdes stadig med at fylde raketten op med brændstof.

15.04: En bemandet opsendelse er i hvert fald et par år væk, vurderer Steen Eiler Jørgensen, som er formand for dansk center for rumforskning.

15.01: Tanken er endnu ikke lukket. Dermed kommer det til at vare lidt endnu, inden raketten kan sendes af sted.

14.55: Raketten vejer 1500 kilo

14.46: Den føntørrer, der sidste år satte en stopper for rakettens himmelfart er udskiftet med elektriske varmelegemer i år. Varmelegemerne er blevet gennemtestet flere gange - senest i går.

14.44: Motorens tank er næsten fyldt op med brændstof. Indtil videre, er der ingen problemer, siger Kristian von Bengtson.

Der er dog for mange både i området omkring raketten.

14.20: Hjemmeværnsfartøjet MHV 903 Hjortø ligger cirka 30 kilometer ude i Østersøen, tæt på stedet, hvor raketten skal opsendes fra

14.10: Det ser stadig ud som om tidsplanen kommer til at holde, og raketten bliver sendt af sted klokken 15

"Det er forfærdeligt spændende," lyder det fra en af raketbyggerne, Kristian Von Bengtson.

"Vi prøver at lade være med at tænke på, hvad det er, vi laver."

12.30: Raketten er bragt på plads i havet 35 kilometer ud for Nexø.