Der er Ray Ban-solbriller til 75 kroner og Gucci-tasker til under en plovmand.

Det vrimler med den type tilbud på mange feriedestinationer. Og lyder det for godt til at være sandt, så er det nok kopivarer.

Men det er også helt ok, for det er lovligt at købe, bruge og medbringe kopivarer til Danmark.

Men det betyder ikke, at danske turister kan købe uhæmmet af de billige Rolex-ure eller mærkevare tøj.

For du skal være opmærksom på at:

- Du risikerer at betale told og moms, hvis du køber varer i et land uden for EU. Kommer du med skib eller fly, må du have kopivarer for op til en samlet værdi under 3250 med. Er du med bil, bus eller tog, er grænsen 2250 kroner. Det skal være til privat forbrug, og være en del at dit personlige rejsegods.

- Uanset om kopivarerne er købt inden for eller uden for EU, så er der problemer, hvis toldmyndighederne vurderer, at varerne er til videresalg - altså hvis du har taget et solbrille-lager med, eller der er andet mistænkeligt. Så er der risiko for at kopivarerne bliver tilbageholdt og rettighedshaveren bliver kontaktet.

- Og vurderer rettighedshaveren, at du har indført kopivarer i forbindelse med erhverv, så kan firmaet lægge sag an mod dig.

- Du skal være opmærksom på, reglerne i nogle EU-lande er skrappere end i Danmark.

- I Italien risikerer du store bøder, hvis du køber en kopivare. Og politiet er ligeglad med, om du ved, at det er ulovligt eller ej.

- I Frankrig og Portugal er det også ulovligt at købe og bruge kopivarer.

- I Polen er nogle kopivarer lovlige, men du kan få en bøde, hvis der er tale om film, musik, dvd'er og computerspil.

- Der kan også være andre lande med specielle regler, så det er en god idé at tjekke lovgivningen, hvis du har planer om at købe kopivarer.

- Skal du til Bulgarien, Storbritannien, Tjekkiet eller Tyskland kan du lovligt købe og bruge kopivarer.

Kilde: Forbruger Europa og Skat