Fredag den 23. september blev den 18-årige dansk-pakistanske Ghazala Khan dræbt af skud foran Slagelse Banegård. Det var hendes bror, der trykkede på aftrækkeren. Selv siger han, at det var et uheld - anklagemyndigheden mener, der er tale om et nøje planlagt æresdrab.
I 2002 mødes to unge mennesker om bord på et fly på vej fra Pakistan mod Danmark. Den dengang 15-årige Ghazala falder i snak med afghansk-fødte Emal, der er først i tyverne.
Ghazala er dansk statsborger, men bor i Pakistan med sin mor og sine to søstre. Faren arbejder i Danmark som vognmand sammen med Ghazalas to brødre. Hun er på vej til Danmark for at forlænge sit pakistanske visum, så hun kan beholde sit danske statsborgerskab.
Emal har boet i Danmark siden 2001. Han arbejder i en lufthavn.
Under den 13 timer lange flyvetur knytter Ghazala og Emal et skæbnesvangert bånd. De udveksler emailadresser og aftaler at holde kontakten.
Opdraget i Pakistan
Ghazalas far og brødre bor i et hus på Amager, mens Ghazala, hendes søstre og deres mor bor i et hus i landsbyen Dillo i Pakistan. Her går hun i skole og hun hjælper desuden med at passe en syg bedstefar, som bor hos dem.
Også brødrene er vokset op og har gået i skole i Pakistan, men de er nu gift i Danmark. Om sommeren kommer familiens piger på et længere ferieophold i Danmark.
Det er under besøgene i Danmark, at forholdet mellem Ghazala og Emal udvikler sig. De aftaler hemmelige stævnemøder bl.a. på legepladser og rastepladser.
På flugt fra familien
I september 2005 er Ghazala endnu en gang i Danmark. Detaljerne er sparsomme, men det lader til, at parret enten beslutter sig for at stikke af eller at noget har gjort, de bliver nødt til at gå under jorden.
Med Ghazalas familie i hælene flytter Emal og Ghazala rundt mellem venner og bekendte i København. Men presset bliver sandsynligvis for stort og de beslutter sig for at flygte væk fra hovedstaden. Den 19. september tager de toget mod Jylland.
Sporet fører til Middelfart, hvor de den 21. september bliver gift på rådhuset. Det er to dage før Ghazala bliver myrdet.
Familien fortsætter jagten
Ghazala ringer til sin tante for at fortælle, at hun er blevet gift. Ifølge politiet håber hun, at tanten vil hjælpe med at formilde resten af familien, når de hører om ægteskabet.
Tanten aftaler at mødes med Ghazala og hendes nye mand på Ernas Bøfhus i Ringsted den 23. september.
Politiet mener, at familien efter Ghazalas flugt har holdt flere familieråd i huset på Amager. Her skulle der være blevet talt om, hvordan man skal håndtere situationen.
Efter mødet med tanten sætter Ghazala og Emal sig ind i en taxa og kører dem til banegården i Slagelse. Her stiger det unge par ud og begynder at gå mod banegårdstunnelen.
"Bror, hvad er det du gør"
En ung mand løber over banegårdpladsen netop som det unge par sættes af. Vidner ser ham trække en pistol og skyde to gange mod Ghazala og to gange mod hendes mand. Hun når at sige: "Bror, hvad er det du gør" og ligger derefter livløs på banegårdspladsen.
Den unge mand flygter efter skuddene, men han bliver forfulgt af et vidne, som har kontakt til Slagelse politi. Vidnet ser ifølge Jyllands-Posten, at manden smider pistolen i et buskads og hvilken vej han løber.
Han bliver kort efter anholdt.
Nægter at have planlagt æresdrab
Den 15. maj indledtes retssagen om drabet på den 18-årige Ghazala Khan. I alt ni personer sidder på anklagebænken - seks af Ghazalas familiemedlemmer og tre venner af familien. Det er det højeste antal tiltalte i en sådan drabssag i Danmark.
Anklagemyndigheden mener, der er tale om et æresdrab. Familien er vrede over at Ghazala var stukket af og havde giftet sig med en mand, som familien ikke havde godkendt. Alle ni er kollektivt tiltalt for drab og drabsforsøg undtaget Ghazalas far, der betragtes som bagmanden og planlæggeren af drabet.
De tiltalte nægter sig skyldige.
Ghazalas storebror indrømmer at have skudt Ghazala, men siger at det var et uheld. Han har forklaret, at familien havde hørt at Emal var indblandet i narkohandel og derfor var et skidt bekendtskab. Det var for at få Ghazala til at forlade Emal, at broren opsøgte hende i Slagelse. Pistolen havde han med, fordi han mente Emal var farlig og det var i selvforsvar han brugte den, har han forklaret.
Der falder dom i sagen den 30. juni 2006.
Kilder: Jyllands-Posten, Århus Stiftstidende, Ekstra Bladet, Berlingske Tidende.
Tiltalte i sagen om drabet på Ghazala Khan:
Far: Tiltalt for tilskyndelse til manddrab og forsøg på manddrab
Bror: Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Tante: Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Tantens bror: Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Morbror: Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Farbror: Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Ven af familien (1): Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Ven af familien (2): Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab
Ven af familien (3): Tiltalt for manddrab og forsøg på manddrab




