Fixerum er blevet stemt ned i Folketinget, men mandag eftermiddag fik narkomanerne på Vesterbro alligevel et sted, hvor de kan sidde og fixe i fred og ro.

Da kørte et nyt rullende fixerum i form af en brugt ambulance nemlig ind i området med et hold af frivillige læger, sygeplejersker og en ordentlig bunke kanyler.

I løbet af de tre timer, ambulancen stod til rådighed, benyttede i alt syv narkomaner sig af tilbuddet, fortæller læge Kasper Iversen, der var med i ambulancen.

"De er rigtig glade for at have et sted, hvor de ikke risikerer at blive rullet, hvor der er lys, og hvor der ikke er børn, der ser det," siger han.

I ambulancen tilbydes også førstehjælp i tilfælde af, at en af narkomanerne tager en overdosis.

"Det giver dem en stor tryghed at vide, at der er nogen til at hjælpe dem," siger Kasper Iversen.

I alt to brugte ambulancer skal på skift køre rundt på Vesterbro foreløbig to gange om ugen.

Redder liv
Bag projektet står Foreningen Fixerum med iværksætter Michael Lodberg Olsen i spidsen.

"Vi ved fra udlandet, at fixerum og førstehjælp på gadeplan redder liv og skaber markant bedre sundhed for en meget udsat gruppe borgere, der i dag er henvist til at indtage stoffer under uhygiejniske forhold på gaden," siger Michael Lodberg Olsen, der i årevis har arbejdet for bedre forhold for Vesterbros narkomaner.

Hvert år dør omkring 300 narkomaner af en overdosis i Danmark, hvilket er noget nær den højeste dødelighed blandt misbrugere i EU - kun overgået af Luxembourg og Estland.

I flere andre europæiske storbyer er oprettet fixerum med sundhedspersonale. Da forslaget om fixerum var til afstemning i Folketinget, blev det stemt ned af V, K og DF.

Et privat fixerum blev herefter oprettet i ejendommen Reventlowsgade ved Københavns Hovedbanegård, men ejerforeningen fik nedlagt fogedforbud.