Modsat de fleste af os, er insektforsker Thomas Pape begejstret for de mange myg, der er blevet udklækket på grund af den våde sommer
En våd sommer har betydet, at sensommerluften er fyldt med mange myg. Usædvanligt mange for årstiden. Det fortæller Thomas Pape, der er insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum, til tv2.dk.
"Den fugtige sommer betyder, at myggene har fået flere ynglesteder. Faktisk har de så optimale forhold, at de har nået at få en generation ekstra", fortæller Thomas Pape. Insektforskeren fortæller, at myggene yngler, hvor der er stillestående vand, eksempelvis i regnvandsbeholdere og vandpytter.
"Har man en urtepotteskjuler med en sjat vand stående i haven, så skal der ikke mere end tre uger til, før myggelarverne er udklækket," siger Thomas Pape og tilføjer:
"Derfor har de også flere steder under sydligere himmelstrøg direkte forbud mod, at have beholdere med stillestående vand stående".
Stikker mindre på denne årstid
Ifølge Thomas Pape er det helt almindelige myg som lille kældermyg og stor kældermyg, der huserer i øjeblikket. Og det er både hanner og hunner, der er på spil.
Til gengæld stikker de mindre på denne årstid.
"Vi er så langt henne i sæsonen, at myggene har mere travlt med at finde et sted, hvor de kan overvintre," siger Thomas Pape.
Derfor kan insektforskeren også love, at der i slutningen af september falder ro på de små insekter igen.
"Til den tid har de fundet et sted at overvintre," siger han.
Indtil da er det ifølge insektforskeren en god idé at lufte ekstra ud i hjemmet og fjerne de steder, hvor der er stillestående vand, eksempelvis vandbeholdere, tomme malerbøtter og urtepotteskjulere.




