Mark Stokholms sidste ord på TV 2 News vil ikke blive glemt foreløbig.
Vært på TV 2 News, Mark Stokholm, havde i dag sin sidste vagt på nyhedskanalen.
Mark Stokholm delte vagten med Kirsten Palmer, og 10.30 var det så tid til at sige farvel. Det blev i første omgang en vemodig affære med et kram og et kys på kinden. Men så tog løjerne fart.
For i lydrummet valgte de at give Mark Stokholm maksimal taletid på hans sidste vagt og lod mikrofonen være tændt, mens kameraet zoomede ud. Det vidste hr. Stokholm imidlertid ikke.
Kys og alt muligt
"Hvor hyggeligt. Og jeg fik kys og alt muligt," sagde han.
"Ja, det gjorde du da. Når du ikke vil kysse mig, så må jeg jo kysse dig," svarede Kirsten Palmer, og så satte Stokholm trumf på:
"Ja, Det kunne have været fedt, hvis jeg lige havde snavet dig i gulvet, ik'".
Det blev Mark Stokholms sidste ord i rollen som vært på News.
"Jeg havde paranoia på i den sidste halve time. Jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske til sidst. Og nej, jeg vidste ikke, at den sidste kommentar kom med," siger Mark Stokholm og griner højt ved tanken om, at det blev hans allersidste replik på TV 2 News.
Pionerånd på TV 2 News
Han fortsætter karrieren på Aftenshowet efter næsten seks år på TV 2's nyhedskanal.
"Det er vemodigt. Men jeg har forberedt mig på det i lang tid," fortæller Mark Stokholm, der nu lægger 'breaking news' og rollen som nyhedsvært bag sig.
"Folketingsvalget er noget af det allerfedeste at være med til. Og dengang Fogh blev generalsekretær. Hver gang, der sker breaking ting, er det sjovt at lave," siger han.
"News er et fantastisk sted med en puls som ingen andre steder. Det har været en ære for mig at være med fra starten og til at lave det her produkt, som er helt unikt. Der er en særlig holdånd og en pionerånd på TV 2 News," siger Mark Stokholm.




