Edderkopper og termitter som babymad

Mandag d. 10. okt. 2011 kl. 08:13 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

TV 2-reporter Henrik Schultz har netop spist en melorm. Den smagte af peanuts og bacon.

Når Experimentariet fra i dag sætter fokus på insekter og kryb som fremtidens mad, lyder det ikke umiddelbart særlig appetitligt i manges øre.

I vores del af verden - hvor den primære kilde til næringsholdig kost er animalske fødevarer som f.eks. kød, fisk, mælk og æg - bliver insekter nemlig opfattet som skadedyr frem for mad.

Men insekter indeholder faktisk mange vitaminer og mineraler som zink og jern - så mange, at FN's Fødevare og Landbrugsorganisation (FAO) har fået øjnene op for, at insekter kan være redningen for millioner af underernærede børn i den tredje verden.

Artiklen fortsætter under playeren

Nanna Roos fremviser babymad med ris, fisk og insekter

I Danmark forsker lektor Nanna Roos ved institut for Human Ernæring på Københavns Universitet i næringsholdige insekter, som hun kalder en underudnyttet fødevare.

Ifølge hende gælder det om at tage udgangspunkt i de ressourcer, som findes lokalt i den tredje verden, fordi fattigdom ikke tillader en løsning, der er baseret på dyre og specialudviklede produkter.

"Vi har f.eks. i Cambodja fået øje på en spiselig edderkop, der har et meget højt indhold af zink, som er et af de helt store problemer i forbindelse med næring i den tredje verden," fortæller lektor ved institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet, Nanna Roos.

Forsøg med edderkop-babymad i Cambodja
Nanna Roos har sammen med to professorer fra Københavns Universitet, og med støtte fra Danida, derfor iværksat et forsøg i Cambodja med babymad, der indeholder edderkopper:

"I Cambodja er der store områder, der er præget af dårlig fødevareforsyning. Og den standardmad, som babyerne får gennem World Food Programme, er ikke god nok. Derfor har vi udviklet babymad, som blandt andet indeholder ris og nogle forskellige fisk og så edderkopper. I Kenya kører vi et projekt med termitter, der indeholder meget jern," siger hun.

Insekter er klimavenlige
Udover at indeholde meget næring er der også andre fordele ved insekter som mad. Insekter er blandt andet ikke konkurrenter på menneskets almindelige fødevarer, for de lever nemlig ikke af korn, som mange andre husdyr.

"Vi står jo med store udfordringer, når det gælder om at få nok ud af vores ressourcer. Mennesker skal have varieret kost og animalsk kost, men der opstår nogle konflikter både ressourcemæssigt og klimamæssigt ved at øge produktionen af f.eks. køer," siger Nanno Roos.

Insekter som fødevarer i stedet for skadedyr
Udfordringen med insekter er imidlertid at ændre menneskers opfattelse af insekter:

"Det er en udfordring at gøre insekter til en mere mainstream fødevaregruppe, som man forsker i og udvikler, som man gør inden for andre fødevareproduktioner som køer, grise, høns og planter," siger Nanna Roos.

Hun fremhæver, at FAO har kortlagt cirka 1.600 insekter, som forskellige befolkningsgrupper rundt om i verden allerede bruger som fødevarer, men under 100 bruges til opdræt med henblik på at sælge som mad

"Insekter som fødevarer er faktisk på alle områder en win-win-sitution. Vi kan sørge for at børn i den tredje verden får den rigtige næring med lokalproducerede produkter, og samtidig kan vi få små forretninger med opdræt af insekter op at køre i landsbyerne," siger hun.

Indtil videre er kun få insekter blevet analyseret i forhold til næringsindhold.

De smager høfligt, men insekter bliver vist ikke livretten for disse børn.

.

Print artikelSend til en ven Del på facebook