Misbrugt af far: Jeg levede på en løgn

Fredag d. 14. okt. 2011 kl. 17:18 af Jeppe Lykke Hansen, jely@tv1 for TV 2 Nyhederne

Anne Christensen blev seksuelt misbrugt af sin far gennem ti år, indtil faderen døde

"Jeg brød totalt sammen. Hele mit liv gik i stykker, jeg levede på en løgn. Alle mini illusioner faldt fra hinanden. jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme op igen." Sådan reagerede Anne Christensen fra landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, da hun som 43-årige i terapi opdagede, at hun som barn havde været offer for sexmisbrug. Sexmisbruget var "overgreb i den grove retning", der stod på, fra hun var ni måneder, til hendes far døde ti år senere.

Da fortrængningerne forsvandt oplevede hun det som et overtryk, hun ikke selv kunne styre, og hun fortalte det til alle, hvad enten de ville høre det eller ej. Ofte vidste folk ikke, hvordan de skulle reagere.

"Jeg har mødt en journalist, der sad med tårer i øjnene, og hvor jeg måtte trøste hende og sige, det går nok alt sammen, og jeg har mødt en gammel skolelærer, der ikke kunne komme hurtigt nok ud af døren, da jeg sagde, at det var barndomstraumer, der gjorde, at jeg havde det skidt," siger Anne Christensen til TV 2 NEWS.

Ingen bitterhed mod gerningsmændene
Selvom faderen og flere andre var involveret i misbruget, føler Anne Christensen ingen bitterhed mod dem i dag:

"Hvem skulle jeg være bitter på? Det har selv været skadede mennesker, siden de har kunnet gøre det ved mig. De har været så syge."

Moderen var også til stede ved en misbrugsepisode, da Anne Christensen var fem år, så "der var ingen hjælp at hente der."

Ensom, stum og misbrugt
Anne Christensen reagerede på misbruget ved at lægge mentalt låg på det hele. Hun blev kaldt sygeligt genert og fortæller, at hun gik i et med tapetet.

"Jeg var praktisk talt stum, og lærte først at tale som voksen. Jeg var ensom og udsendte rigtig mange signaler på, at et eller andet var galt," forklarer hun. Alligevel vil hun ikke pege fingre ad nogen for ikke at gribe ind.

"De her ikke haft forudsætningerne for at vide, hvad de skulle gøre," lyder det fra Anne Christensen.

Først som 43-årig, da hun gik i terapi for en invaliderende hovedpinelidelse, gik barndommens traumer op for hende, og efter en måned var hovedpinen væk. Til gengæld vidste hun pludseligt, hvorfor hun altid havde haft det så dårligt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook