Kunne have undgået syv voldtægter

Søndag d. 30. okt. 2011 kl. 13:19 af Peter Thorup, ptho@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Foldager om vidne, der ikke blev taget seriøst

Københavns Politi tog ikke godt imod en henvendelse fra et vidne om Amagermanden efter drabet i Fasanskoven i 1990. Samtalen mellem vidnet og den uidentificerede betjent gik galt og sluttede brat. Intet blev noteret. Havde Københavns Politi taget vidnet mere seriøst, så havde man formentlig kunnet have sparet en række kvinder for grove voldtægter og ar på sjælen.

Amagermanden fortsatte nemlig, ifølge anklageskriftet, sit sexmisbrug af kvinder selv efter at have begået to drab i hhv. 1987 og 1990. Han undlod dog, ifølge politiets viden, at dræbe kvinder herefter.

I 1995 begik han en firedobbelt voldtægt i et hus på Amager. I 2005 voldtog han en 24-årig kvinde på Amagerkollegiet. I 2007 sexmisbrugte han en 47-årig kvinde i Vangede. Og endelig i 2010 voldtog han en 17-årig kvinde i en haveforening i Kastrup.

Altså forgreb han sig på syv piger efter 1990.

Københavns politi beklager

Politiinspektør Svend Foldager arbejdede ikke på sagen dengang, men han har nu i kraft af sin titel af fået den utaknemmelige opgave at skulle forklare politiets arbejde sløseri 1990.

"Vidnet har forklaret, at han rettede henvendelse til os i 1990. Den henvendelse er aldrig blevet noteret i vores arkiver eller blevet lagt ind i selve sagen. Det kan vi kun sige nu, at det er yderst beklageligt," siger Svend Foldager til TV 2 News.

Navngav Amagermanden

Politiet bad om tip fra offentligheden dengang, og det var netop det, der fik vidnet til at reagere. Han fortalte, at han havde set den nu tiltalte MLH i nærheden af drabsstedet.

Foldager kan i dag ikke forklare, hvorfor henvendelsen ikke blev taget seriøst:

"Det er umuligt at svare på i dag. Jeg ser ikke nogen grund til ikke at tro på selve vidneudsagnet, og at han har rettet henvendelse. Jeg kan blot konstatere, at hans vidneudsagn ikke findes i vores arkiver. Og det er beklageligt," siger han.

Foldager vil ikke kaste sig ud i en diskussion om, hvad der kunne være sket, hvis politiet havde lyttet til vidnet. Vidnet skal i øvrigt vidne i retssagen, der begynder på onsdag.

Print artikelSend til en ven Del på facebook