Kiks på News i de tidlige morgentimer
Kl. 6 fredag morgen gik dagens udsendelse som sædvanligt i gang på TV 2 News. Men da nyhedsværten Kirsten Palmer skulle stille om til trafikstudiet, gik det galt.
"Vi skal videre til dig, Rikke og høre hvordan...," nåede Kirsten Palmer at sige, før hun blev afbrudt af sin kollega Anders Havndrup:
"Ej,nejnejnejnejnej, nu må jeg lige afbryde dig, Signe Krarup."
"Undskyld. Signe. Det er Signe i dag. Undskyld Signe," sagde Kirsten Palmer, som nåede at rette fejlen.
"Du skal have briller, Kirsten," lød opfordringen fra Anders Havndrup.
"Det gør ikke noget. Sådan kan det jo gå og det er normalt Rikke, der bestyrer den her post. Og det gør hun også på mandag, vil jeg skynde mig at sige," grinede Signe Krarup, som vikarierer for TV 2 News' faste trafikvært Rikke Tjørring, som er på ferie.




