Det danske kronprinspar blev modtaget som superstjerner under deres besøg i kronprinsesse Marys fødeland Australien.

Nu lakker besøget mod enden. I dag afslutter Frederik og Mary deres officielle besøg.

Besøget har bl.a. haft til formål at fremme danske erhvervsinteresser. I dag besøgte kronprinsparret The Alannah and Madeline Foundation i Melbourne.

Fonden er opkaldt efter to piger, der sammen med deres mor og 32 andre blev dræbt af en massemorder på Tasmanien tilbage i 1996. Organisationen arbejder i mod vold i børns liv og hjælper børn, der har det dårligt i skolen pga. mobning.

Kronprinsesse Mary er protektor for fonden og hendes eget antimobbearbejde i Danmark er inspireret af netop denne fond.

Overrasket og overvældet
Kronprinsparret talte med TV 2 Nyhedernes udsendte efter besøget. Her gav kronprinsparret bl.a. udtryk for deres overraskelse over, hvordan de er blevet modtaget i Australien:

"Vi er stolte over, at vi har kunnet præsentere vores land Danmark. Vi er selvfølgelig overvældet over den venlighed og glæde som er strømmet i mod os fra den australske befolkning," lød det fra kronprins Frederik.

"Det har været uventet og det har været lidt overvældende, men på en meget positiv og hjertevarmende måde," tilføjede kronprinsesse Mary.

Frederik i baggrunden
TV 2 Nyhedernes journalist Anna Gaarslev har fulgt kronprinsparret i Australien:

"Kronprins Frederik konstaterede lidt humoristisk i eftermiddag, at han nærmest har haft lejlighed til at slappe af ind imellem. For der ingen tvivl om, at når vi taler om, hvem det australske folk er interesserede i at snakke med, så er det kronprinsesse Mary."

"Hun har været festens ubestridte midtpunkt. Kronprins Frederiks rolle har mest været at holde sig lidt i baggrunden," fortæller Anna Gaardslev.