De kurvede pigers svar på Helena Christensen

Mandag d. 5. dec. 2011 kl. 20:17 af Søren Moon Vestergaard/Marie Joo Kim Jensen, mkij@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

TV 2 interview med Fluvia Lacerda

Den brasilienske fotomodel Fluvia Lacerda er de kurvede pigers svar på Helena Christensen.

Hun er hædret i flere internationale modemagasiner og er blevet beviset på, at stort også er smukt.

I dag er supermodellen i København for at indspille en reklamefilm og for at inspirere såkaldte pluspiger.

Normalt poserer hun i blade som Vogue og Elle. Men mandag var hun hovedrollen i en dansk reklamefilm.

Fluvia Lacerdas brystmål er 107 centimeter og hendes hoftemål er 127 centimeter. Til sammenligning går modelbureauer normalt efter idealmålene: 90 cm om hoften, 60 cm. i taljen og 90 cm om brystet.

International rollemodel
Fluvia Lacerda bor i New York og ud over at være supermodel er hun også international rollemodel.

"Jeg prøver ikke at være et forbillede. Jeg prøver bare at vise, at man er god nok, som man er," siger hun.

Og Lacerdas budskab om, at stort er smukt, er nået igennem til mange mennesker.

"Og jeg tror, jeg gennem mit arbejde har kunnet vise andre, at jeg er tilfreds med mig selv. Der er ikke noget i vejen med min figur eller mit udseende."

Og i følge folkene bag den nye reklamekampagne, er der et stort marked herhjemme i Danmark for kvinder kurver.

Ingen grund til at synes andet
"Jeg har aldrig syntes, jeg var fed, eller der var noget i vejen med mig. Tværtimod. Fra jeg var lille, har jeg fået at vide, at jeg er fantastisk. Der var ingen grund til at synes andet.

Fluvia Lacerda er udråbt til "Supermodel of the 21st century" af det britiske modemagasin "Beautiful".

"Kvinder kæmper hele tiden med manglende selvværd. Derfor er det bedste, en kvinde kan gøre, at sætte pris på sin krop uanset hvad," lyder supermodellens budskab til de danske kvinder.

Print artikelSend til en ven Del på facebook