Danmark skal ikke gå med hele vejen i den pagt, som eurolandene vil skabe for at modvirke gældskrisen, selv om kronen er knyttet til euroen.

Det mener udenrigsminister Villy Søvndal, som også er formand for SF.

"Vi har svært ved at se, at vi tilslutter os det hele," siger han til TV2 News.

"Der vil være ting, som er rigtigt vanskelige for Danmark," siger Søvndal.

Han afviser at sige, hvilke dele der er vanskelige. Samtidig siger han, at der også findes elementer, som Danmark godt kan tilslutte sig.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tidligere afvist at tage stilling til pagten, før et møde i Folketingets europaudvalg på tirsdag.

Udmeldingen fra SF-formanden kommer efter uro i partiets bagland, som tidligere har været plaget af opgør om EU.

Modstanden mod udviklingen omkring euroen findes både blandt nuværende og tidligere SF-folketingsmedlemmer.

Inden Søvndals udmelding var de forhenværende alene om at udtale sig til citat, for eksempel Pernille Frahm.

"Man vil have, at vi skal tilslutte os en liberalistisk økonomisk politik uden forbehold," siger Frahm til Berlingske.

Ude i baglandet mener regionsrådsmedlem i Nordjylland Mogens Ove Madsen, at euroen er selve årsagen til krisen i Sydeuropa.

"Søvndal skulle kræve et socialt og ikke liberalt Europa. Landenes skulle forpligtes til at gøre noget ved arbejdsløsheden og de sociale problemer," siger Mogens Ove Madsen til Ritzau.

Endnu mere tydelig er SF'er Jørgen Grøn fra Aars.

"Danmark skal holde sig helt udenfor og følge Storbritannien, siger Jørgen Grøn.

Som talsmand for Folkebevægelsen mod EU repræsenterer han den klareste EU­modstand i SF, som tidligere har været plaget af opgør om EU.