Amagermands søn nægter sig skyldig

Torsdag d. 22. dec. 2011 kl. 11:36 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

TV 2's Janni Pedersen har talt med Amagermandens søn i forbindelse med retssagen

Den ældste søn af den nu livstidsdømte Marcel Hansen - også kendt som Amagermanden - nægter at have modtaget breve fra sin far, hvori han blev opfordret til at overfalde et offer og plante farens dna på gerningsstedet.

Det oplyser Københavns Politi.

Sønnen blev i fredags anholdt, afhørt og sigtet for forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og for forsøg på bevisforvanskelse.

Manden er atter løsladt.

Marcel Hansen er dømt for to drab og adskillige voldtægter.

Afklippede gummihandskefingre med sæd
I den nye sag har politiet fået indleveret fire breve og en afklippet spids fra en gummihandske, som indeholdt Amagermandens sæd.

I brevene opfordrede faderen sønnen til at slå en person ned og herefter plante dna'et på offeret eller gerningsstedet.

Ved en ransagning af den ældste søns bolig fandt politiet seks breve og otte afklippede fingre fra gummihandsker - alle gummidutter var tilsnøret og politiet er nu ved at undersøge indholdet.

Intet tyder på voldsforbrydelse
Marcel Hansens søn nægter at have modtaget brevene fra faderen.

"Det er vigtigt at understrege, at politiets sigtelse mod sønnen giver ham den rette retsbeskyttelse i forhold til retsplejelovens regler. Det betyder blandt andet, at han har fået beskikket en forsvarer, der deltager i politiafhøringer," siger vicepolitiinspektør Jens Møller, som er leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.

"I den fortsatte efterforskning har politiet ikke kunnet underbygge, at sønnen har begået en voldsforbrydelse."

Københavns Politi ved endnu ikke, hvordan breve og gummidutter er blevet smuglet ud af Vestre Fængsel.

Niels Tommerup, professor i genetik, forklarer i Go'morgen Danmark hvad DNA rent faktisk kan vise

Print artikelSend til en ven Del på facebook