Tvunget til at holde på elektriske hegn

Torsdag d. 5. jan. 2012 kl. 18:25 af Janni Pedersen, japi@tv2.dk/mkij for TV 2 Nyhederne

I dag vidnede en 23­årig kvinde i sagen mod to plejeforældre i Mern. Plejeforældrene er tiltalt for vanrøgt, mishandling, vold og frihedsberøvelse over en periode på tyve år mod i alt ni børn.

Vidnet blev sat i pleje hos de tiltalte plejeforældre med sin bror, da hun var halvandet år.

"Jeg begynder at kunne huske fra 4-5 års alderen. Det var den bedste dag i mit liv, da jeg kom hjem til min mor, efter at have været hos plejeforældrene."

"Det var et rent helvede, da jeg var der, jeg følte mig som en fange. De forsøgte at manipulere mig, og gøre mig så psykisk ustabil. Vi var en indkomstkilde for dem, og derfor skulle de sørge for, at vores forhold til vores biologiske mor var så dårligt som muligt," fortæller den nu 23-årige kvinde i retten.

Spulet med koldt vand
Kvinden fortæller om langvarig mishandling, der begyndte, da hun og broderen flyttede til Mern i frivillig anbringelse i 1990. Hendes plejeforældre er tiltalt for vanrøgt, vold, mishandling og frihedsberøvelse i en sag, der involverer i alt ni børn.

"Det begyndte med, at der var blevet stjålet penge eller slik. Plejeforældrenes biologiske børn, tror jeg, har været jaloux på os. Jeg tror ikke, de kunne finde ud af, at der var to andre børn i deres hjem, så for at få deres opmærksomhed, tror jeg, at de stjal fra deres forældre.

"Og så begyndte den psykopatiske leg, og min storebror og jeg blev mishandlet, indtil pengene blev fundet. Vi blev spulet med koldt vand i husets vaskerum. Indtil vi sagde sandheden om, hvor pengene var. Min storebror indrømmede det mange gange, selv om det ikke var ham, for at passe på mig.

Tånegle røg af
"Min plejefar havde militære måder at afstraffe os på. Efter at være blevet spulet til, blev vi sendt ud på gårdspladsen med bare tæer. Vores tånegle røg af. Han blev ved og han blev ved, indtil vi indrømmede.

"Jeg har aldrig været i tvivl om, at min plejemor vidste, hvad der skete. Jeg følte lige så stort svigt fra hende som fra ham. Hun gemte sig ikke i en krog, men hun gav masser af lussinger, og jeg mener, hun var med til at spule os med koldt vand en gang."

Kvinden er rolig i stemmen og svarer stille og roligt på anklagerens spørgsmål.

"Min plejefar slog mig på mange forskellige måder - smæk med knytnæve, så man blev gul og blå og ikke kunne sidde ned. Over låret og så tog han sin knytnæve og slog og slog og slog."

Tvunget til at holde på elektriske hegn
"Det kunne også være, fordi vi ikke havde plukket ukrudt ordentligt nok, eller fordi min storebror havde taget nogle forkerte æbler. Vi blev tvunget til at holde på elektriske hegn."

"Min plejemor smurte tigerbalsam på vores kinder, hun kaldte det løgnebalsam. Og alle her i retten ved vel godt, hvordan tigerbalsam må føles på kinderne."

Kvinden fortæller, at de ikke var med til husligt arbejde, da de ikke måtte være i stuen.

"De havde utallige hunde, og vi måtte gå og samle hundelorte, vi blev beordret til at luge ukrudt. Min plejefar havde kontrol og magt over os. Deres børn var ikke med til det arbejde, vi lavede."

Print artikelSend til en ven Del på facebook