Den fremtrædende frihedskæmper Gunnar Dyrberg, som kæmpede mod nazisterne under Anden Verdenskrig, er død. Den gamle modstandsmand og sabotør, som blev 90 år gammel, sov stille ind søndag formiddag i sit hjem i Hørsholm nord for København, skriver ekstrabladet.dk.

Dødsfaldet indtraf efter længere tids sygdom. "Men selv om hans død var ventet, er man aldrig rigtigt indstillet på det. Heldigvis fik han lov til at blive i sit eget hjem til det sidste," fortæller sønnen Ulrik Dyrberg til avisen.

Nært forhold til Flammen og Citronen
Gunnar Dyrberg var afdelingsleder i modstandsgruppen "Holger Danske" og satte sit liv ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt under dæknavnet "Herman".

Som frihedskæmper fik han blandt andet et nært forhold til "Flammen og Citronen", der i 2008 blev foreviget som spillefilm med stjernerne Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen i hovedrollerne.

Likviderede flere tyske soldater
Efter krigen sluttede, indrømmede Gunnar Dyrberg, at han havde stået bag adskillige likvideringer af stikkere.

Det præcise antal er aldrig blevet offentligt kendt.

"Flammen likviderede syv personer, Citronen likviderede to, og mit antal vil jeg ikke tale om, da jeg fortsatte, efter at de faldt i 1944," har Gunnar Dyrberg tidligere fortalt til TV 2.

Efter krigen ernærede Gunnar Dyrberg sig først som erhvervsmand. Senere som forfatter for en lang række bøger om sin tid i modstandsbevægelsen.

Siden 1971 har han desuden drevet og ejet og drevet Lillesøgård i Høsterkøb i Nordsjællan, skriver avisen.