En i dag 26-årig mand berettede mandag om sine oplevelser hos en plejefamilie i Mern. Her var han i flere år i pleje hos det ægtepar, der er anklaget for grov vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af i alt ni plejebørn gennem 20 år.
Ligesom mandens lillesøster, der vidnede i sagen torsdag, tegnede han et billede af nogle uhyggelige år, hvor vold, trusler og udsultning var hverdagskost.
"Han (plejefaren, red.) tog fat i nakken på mig og holdt mit hoved under vand i så lang tid, at jeg troede, at jeg skulle dø," fortalte den unge mand, inden han bad retten om en pause, fordi minderne gjorde ondt.
Spulet med iskoldt vand
Den voldsomme afstraffelse fandt sted adskillige gange, berettede den 26-årige, der dengang var mellem fem og 11 år. Metoden blev også brugt mindst én gang over for hans lillesøster.
De tiltalte, en 60-årig mand og hans hustru på 54 år, sad på retslokalets højre flanke, mens deres tidligere plejesøn vidnede i Retten i Nykøbing Falster.
Rækken af uhyrligheder begået mod børnene er lang. I retten fortalte den 26-årige bl.a. om, hvordan han og søsteren ofte blev spulet med iskoldt vand og slået med hårde knytnæveslag.
"Jeg blev slået så hårdt, at det sortnede for mine øjne, og jeg faldt om. Men så blev jeg hevet op og fik én til," siger han.




