Plejefar for syg til vanrøgtssag

Tirsdag d. 10. jan. 2012 kl. 08:45 af ritzau / marb for TV 2 Nyhederne

Plejebarn: Jeg håber de får en lang straf. Indslag fra den 8. januar

Den såkaldte Mern-sag trækker i langdrag, efter at den 60-årige plejefar har fået en lægeerklæring på sin sygdom. Det oplyser Retten i Nykøbing Falster tirsdag morgen.

Plejefaren blev syg og forlod pludselig mandagens retsmøde, mens en tidligere plejesøn var i færd med at fortælle om sine oplevelser på den sydsjællandske gård.

Lægeerklæringen er i første omgang gældende i syv dage, men det står endnu ikke klart, hvornår sagen genoptages.

Maveproblemer
Plejefarens sygdom kommer dog med sikkerhed til at gå ud over planlagte retsmøder tirsdag, torsdag og tirsdag i næste uge.

Retten i Nykøbing Falster kan ikke fortælle, hvad den voldsanklagede mand fejler, men hans forsvarsadvokat, Hanne Mogensen Ziebe, fortalte mandag til Ritzau, at den 60-årige havde været syg med maveproblemer i weekenden.

Manden og hans 54-årige hustru er tiltalt for grov vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af adskillige plejebørn i perioden fra 1990 til 2010.

Med plejefarens sygdom og adskillige vidner, der først er indkaldt efter sagens begyndelse, ser det ud til, at der først falder dom engang i februar.

Print artikelSend til en ven Del på facebook