Mern-plejemor skal nu forklare sig

Onsdag d. 18. jan. 2012 kl. 07:19 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 18/1 2012; 09:42)

Plejeforældre i sagen fra Mern er tiltalt for at behandle børnene grusomt, fortæller TV 2's reporter Janni Pedersen

I dag fortsætter retssagen mod plejeforældrene, som ifølge anklageren gennem 20 år har udsat flere af deres plejebørn for frihedsberøvelse, vold og vanrøgt på deres gård i Mern. For første gang skal en af de tiltalte afhøres i retten - nemlig den 54-årige plejemor.

Anklagerne mod plejeforældrene handler blandt andet om indespærring af en blot toårig pige og hende storebror på husets førstesal og børn, der blev pryglet med ledninger, fik lussinger, spark i skridtet, slået hovederne sammen og andre former for vold.

Parret er også tiltalt for ikke at have sørget for ordentlig mad og påklædning til plejebørnene.

To af børnene er i følge anklageskriftet blevet udsat for trusler på livet.

Plejeforældrene nægter sig begge skyldige - den 60-årige plejefar fik tirsdag i sidste uge en lægeerklæring på grund af et ildebefindende, hvilket betød, at sagen blev udsat nogle dage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook