Danske iværksættere er normalt i høj kurs i de politiske skåltaler. Specielt innovative selskaber med stort vækstpotentiale er ombejlede, fordi disse firmaer kan sikre danske arbejdspladser og føre landet hurtigere ud af den økonomiske krise.

Men de nystartede virksomheder møder ofte modvilje i bankerne og hos private investorer, når de beder om økonomisk hjælp i den svære opstartsfase.

Og der er brug for iværksætterne herhjemme.

Rekord få virksomheder

I dag starter der et rekordlavt antal nye virksomheder i Danmark.

Før krisen satte ind i 2006, åbnede der 27.286 nye danske virksomheder. Men de seneste fem år er det tal faldet til 17.211.

Udviklingen får Dansk Erhverv til at slå alarm. Analysechef Geert Leier Christensen er især bekymret over, at IT- og vidensvirksomheder flygter ud af landet.

"Forlader den type virksomheder landet, så tager det meget længere tid, før vi kommer ud af krisen," advarer Geert Leier Christensen over for TV2 Nyhederne.

Danmark i dyb krise
Jannick Nytoft, administrerende direktør i venture- og kapitalfondenes brancheforening, DVCA, frygter, at de flygtende unge iværksættere efterlader et Danmark i dyb krise.

"I en tid med økonomisk krise har vi jo brug for disse innovative virksomheder, som for alvor skaber fremtidens arbejdspladser. En EU-undersøgelse viser, at 80 pct. af arbejdspladserne, der er skabt de sidste fire år, er skabt af vækstvirksomheder. Så vi har jo i den grad brug for de her innovative virksomheder, som for alvor skaber arbejdspladser."

En sørgelig historie
TV2 Nyhederne har mødt en stribe innovative nystartede danske virksomheder.

De fortæller alle den samme sørgelige historie, om at især bankerne smækker låget på pengekassen i, hvis ikke selskaberne kan stille sikkerhed i deres produktionsapparat.

Problemet er bare, at mange innovative selskaber slet ikke har noget produktionsapparat - allerhøjst nogle computere og en masse viden.

Ifølge Dansk Iværksætter Forening påhviler det især bankerne at give de nystartede innovative selskaber en hjælpende hånd.

"Hvis bankerne ikke ser sig i stand til at stille den nødvendige kapital til rådighed for danske iværksættere, så går vi glip af fremtidens succesvirksomheder. De flytter fra Danmark. Så går vi glip af danske arbejdspladser og indtægter i statskassen - og vi går glip af den viden, der skal til for at styrke fremtidens Danmark," siger Jakob Engel-Schmidt, direktør, Dansk Iværksætter Forening.